nogen havde skrevet ”Farvel Marlene” på en husvæg
det meget fremtidsnostalgiske
her til aften lå jeg og fik en ide til en roman
en roman lige ud af posen. begynde sådan her: ”Goddag. Mit navn er René Jean Jensen.”
instrumentalisere ærligheden, så den ikke bare agerer i alle retninger
det pinlige ved ærligheden er når den er rådvild
man vil hellere se en der er skåret til
sardonisk naivitet, tænkte jeg og skyndte mig at skrive det ned i min notesbog
det andet problem med ærligheden er når den fejrer sine ydervægge eller den ærliges begrænsninger som sit fineste trofæ: fx når den ærlige lægger kortene på bordet og indrømmer, at han lider af et mindreværdskompleks. det problematiske er den skråsikkerhed ærligheden stamper op af jorden. at den skråsikkerhed ikke holder, og at fristelsen til at diagnosticere og ”fastslå sig selv” hænger sammen med en fornemmelse af momentan frisættelse fra det indrømmede. forestiller mig en massemorder, der indrømmer sit massemyrderi og i de rolige minutter efter tilståelsen tænker på kolde hindbær i sorbetis. eller en mand der indrømmer, at han er massemorder for samme frigørelses skyld, men denne mand er ikke sikker på at han er massemorder, han nyder bare frigørelsen.
kunne man sige at depressive var alt for hypnotisérbare, at de lod sig kaste rundt i manegen af EN af deres indre stemmer, den allermest dystre? man kunne også sige det modsatte: at de ikke var hypnotisérbare nok når en art lys kom på besøg? jeg tænkte på Stig Larsson og nævnte ham også, den hypnotiserende graven sig ned i hukommelsen, det temporaliserede erindringsteater og dets sprechstallmeister; bevægelsen er hypnosevejen ad hvilken man som læser går.
(”du hører en kritisk stemme, men det er helt i orden. lad den bare snakke, dine arme bliver tungere og tungere…”)
jeg så alle mulige pudsige neurale net for mig. og følte mig kortvarigt frigjort af determinismen. men determinismen er kortvarige befrielser for tvivlen,
jeg feticherer handlingen
jeg tænkte på politikkens feticheren af handlingen
noget skal man tilsyneladende bilde sig ind om sig selv (jeg ville kursivere et ord i den sætning, men alle ord bød sig til)
så fik jeg den ide, at jeg skulle skrive: lad være med at skrive en bog. lad være med at skrive en bog. lad være med at skrive en bog. indtil jeg havde skrevet den med dét. måske skulle jeg nøjes med at sige det og ikke skrive det, for bogens skyld.
og som altid når jeg er enig med nogen går der en flig af mig.
satirikere er satirikere fordi de er magtesløse. kend magthaverens styrke på hvor meget han bliver latterliggjort, for de afmægtige kan ikke andet end latterliggøre.
det er ikke så stort et problem at save den gren over man sidder på, hvis man alligevel skal bruge noget brænde og ikke har noget imod at sidde foran pejsen med en brækket arm.
hårde men sande ord i december – man kan ikke väre ärlig, det kan man ikke. Man må välge lögnens vej, hvis man vil fölge sandhedens sti. Spörg bare Proust. Eller din tekst.
“Jeg svarede: ”Men min tavshed er sand. Hvis jeg skjulte den for jer, ville I finde den
igen lidt senere. Hvis den svigter mig, så meget desto bedre for jer, det hjælper jer, og så meget
desto bedre for mig, som I siger, I hjælper.” Så de var nødt til at sætte himmel og jord i bevægelse
for at komme til bunds i det.
Jeg blev inddraget i deres søgen. Vi var alle sammen som maskerede jægere. Hvem blev
udspurgt? Hvem svarede? Den ene blev den anden. Ordene talte af sig selv. Tavsheden indtog
dem, et fortræffeligt skjulested, eftersom jeg var den eneste, der bemærkede det.” (Maurice Blanchot: “Dagens vanvid”)
Jeg fandt et andet bud på problemstillingen her:
http://www.kalliope.org/da/digt.pl?longdid=wilster2001091901
http://caspareric.wordpress.com/2012/12/23/noget-jeg-var-ved-at-skrive-som-kommentar-til-rene-jean-jensens-indlaeg-pa-prmndn-slap-helt-af-and-i-will-not-og-sa-gik-det-ikke-og-sa-havnede-det-her-og-ingen-ting-betyder-andet-end-ting/
Teksten indskyder sig i et forhandlingsforhold mellem det angiveligt sande og det angiveligt usande. Alle mulige, inklusive forfatteren, kan påstå alt muligt om teksten. Teksten er ikke et menneske. Den forholder sig tavst til alle disse påstande, som læsere, kritikere og forfattere fremsætter. Alle de forestillinger, som vi gør os om den og de ting, som den tilsyneladende peger på. Man kan motivanalysere alle mulige forfattere, læsere og kritikere, men teksten er stadig ikke anvendelig som bevis.
men hvis teksten forholder sig tavst til en påstand som en læser fx fremsætter, vil det så betyde at den fremsatte påstand ikke er en tekst inden for den definition?
teksten som bringer virkeligheden ind i fiktionen kan vel og også indskrænke rummet for ‘hvad der kan påstås om teksten’?
og den kan vel også have et udsagn i stil med “alle begivenheder og personer i denne tekst, selv dem der bærer navne på konkrete personer er opdigtede” – det er vel ikke at forholde sig tavst.
jeg tænker at præmissen om at teksten indskyder sig i et forhold mellem ‘det sande’ og ‘det usande’ også bærer en ide om at sandt/usandt findes før teksten, eller tekstens enkelte udsagn.
det er en god iagttagelse det med tilståelsens befriende virkninger.. og at den pointerede ærlighed har tendens til at efterligne tilståelsen.. det er måske det: at den pointerede ærlighed efterligner.. og det gør den fordi den er ikke en bevægelse men et udsagn.. et udsagn er aldrig hverken sandt eller falsk, sådan som jeg ser det, fordi det er på udsagnets niveau.. spørgsmål om ‘ærlighed’ må ligge et andet sted.. i udsigelsen.. tænker jeg.. kun en bevægelse kan være andet end en efterligning
findes der en ærlighed som ikke er pointeret?
og hvis jeg går en tur, og efterfølgende siger at jeg går en tur, er det så et udsagn, og er dette udsagn så ikke ‘sandt’?
jeg forstår ikke forskellen på bevægelse og efterligning eller hvordan man nogensinde kan adskille udsagn og udsigelse.
det er juleaften og bussen er ved at gasse op, og jeg kan kun tale for mig selv, men lige til det med den pointerede ærlighed: jeg tror faktisk der findes en ærlighed som er emfatisk og en der ikke er. der findes litterære forventninger til hvad ærlighed er, bør være, kan være – og der findes sociale. sikkert også historisk foranderlige. jeg husker svagt en scene fra rousseaus bekendelser: noget med bondeanger over at have pisset i en gryde i hjørnet. hvad giver bondeanger og hvad gør ikke gennem tiderne (en mulig afhandling?), nu vi er ved bekendelserne. der findes selvfølgelig også ikke-bekendende ærlighed eller sandfærdighed måske snarere, fx ’det bliver koldt i rummet, når man åbner et vindue. mest hvis det er vinter’, men er det ikke som om ærlighed implicerer et valg af en art, og et menneske til at tage det? jeg ville gerne have en udskrift af de overvejelser der (hos forfatteren) afgør hvornår en linje er kvalificeret som ærlig og hvornår den ikke er (hvis vi altså fastholder at den skal være sand); édouard levé, som jeg henviste til ovre på din blog, caspar, tager i sin selvportrætsbog fx også det indlysende (ikke-afslørende) med: ”når jeg har ligget for længe i badet, bliver mine fingre rynkede”.
jeg er overhovedet ikke ude på at diskutere sandhedsbeviser og den slags, eller den enkelte linjes ærlighedsværdi i forhold til hvad der ’reelt skete’. er bare fascineret af hvordan teksters ærlighedsmarkører (emfaser) kan præge læsningen af dem. hvordan tekster gestalter ’ærligheden’, hvordan den ser ud og lyder her og nu.
Jeg synes du skal skrive den roman; det er en god start!
Mennesker kan være ærlige (eller forsøge på det), men tekster kan ikke. Hvad sker der, når teksten forsøger at optræde som menneske?
jeg ved ikke hvilke tekster der “forsøger at optræde som menneske”. det kan teksten vel ikke, fordi det umiddelbart åbenlyse for en tekst er at den er skrevet af et menneske, eller resultatet af en ‘maskine’ som et menneske har skabt.
derfor er jeg også med på ærligheden som noget en tekst ikke kan være, men have en intention eller et udsagn om. altså “jeg er en ærlig tekst”.
men det samme spørgsmål kan man vel stille til et menneske så: når man som menneske ‘er ærlig’ optræder man så ikke på præmisserne for en tekst. ærlighed som en værdi man kan have (tillagt eller påtaget) men ikke som noget man ‘kan være’ – fordi det at være ærlig omkring noget, ikke nødvendigvis gør det sandt, og fordi der altid i ærligheden ligger en henvendelse omkring [noget]
“Jeg går en tur” kan både betyde, at man er i færd med at gå en tur og at man er ved at rejse sig op for at gøre det. Derimod kan det ikke betyde, at man HAR gået en tur – så hvis man efter gåturen går hjem og skriver “Jeg går en tur”, så er det altså ikke sandt.
Og ang. det med den ærlige tekst, så kan en tekst da sagtens være ærlig i betydningen troværdig – men det er selvfølgelig noget læseren og ikke forfatteren afgør. Teksten i sig selv kan hverken være ærlig eller uærlig, troværdig eller utroværdig.
hehe. “jeg går en tur” som intention, betyder jo ikke at man kommer til at gå en tur.
derudover kan sætningen “jeg går en tur” jo også betyde at man kigger på “jeg” som en film der afspiller sig og imens man kigger på den film konstaterer man hvad der sker. i det øjeblik man siger “jeg går en tur” i en tekstuel forstand, tænker jeg at man netop går turen.
fordi det er det jeg læser for tiden tænker jeg på to sætninger i Øvelser og rituelle tekster.
1) “elven er tømt. elven var sort af fisk. elven er fyldt”
2) “datid tilhører kroppen, nutid tilhører sindet.”
Det har du selvfølgelig ret i, Caspar. Hvad jeg ville frem til, er, at “sandheden” til syvende og sidst er funderet i tekstens kvalitet – eller måske “kvalitet”.
At “datid tilhører kroppen, nutid tilhører sindet” er vældig godt sagt, og dermed sandt på dén måde.Men jeg spørger mig selv (og dig) hvad fremtid (i både bestemt og ubestemt form) så tilhører? For selv om fremtid/fremtiden kun eksisterer som forestilling, så eksisterer det/den jo dog alligevel. I hvert fald for mit vedkommende.
Allerede da jeg startede på dette indlæg, havde jeg blikket rettet mod, hvad det skulle “ende med”.
Nachdem er das Notizbuch weggesteckt hatte, sprach er, wie als Gegenleistung, nur noch von sich selber. “Ich habe nichts Besonderes zu erzählen”, sagte er. “Ich bin auf niemanden mehr neugierig. Es gab eine Zeit, da war ich immerhin so weit, daß ich, wenn jemand zu mir sagte: ‘Sie sind doch Schriftsteller – schreiben sie über mich!’, dachte: Warum eigentlich nicht? Jetzt ekelt mich schon, wenn jemand anfängt: ‘Meine Mutter spielte Klavier…’ (usw.)
Peter Handke: Die Stunde der wahren Empfindung