5 tanker om "Promenaden lukker"

  1. Som Promenaden har fungeret det sidste par år, kommer man ikke rigtig til at savne den. Der sker nærmest ikke noget, og det, der trods alt sker, trækkes lynhurtigt ind i en tråd på Facebook og får først sit egentlige liv der.

    Men det første lange stykke tid havde Promenaden en betydning som katalysator (det skrev jeg bare ikke!) for de vigtigste litterære diskussioner i landet og som stedet, hvor også oversat og endnu ikke oversat, fx latinamerikansk, litteratur blev præsenteret af nysgerrige medlevere. Og litterære rejseskildringer!

    Tak for alt det!

    Måske skulle Promenaden have påtaget sig OGSÅ at være opslagstavle for litterære arrangementer landet over, sådan at det var naturligt og nødvendigt for alle forfattere, litterater, anmeldere, oversættere, forlæggere, nørder og hangarounds at have deres daglige gang her på bloggen? Af og til trækker sådan et praktisk fællesskab også noget teoretisk eller kunstnerisk dybere med sig.

  2. Eller måske skulle Promenaden ikke have gjort noget som helst anderledes? Den har jo i lang tid gjort det fremragende. Ingen lever evigt, og internetfora har sjældent lange liv. Alt skifter form, det er ingen katastrofe. Jeg ved ikke, hvorfor Promenaden har besluttet at lukke og slukke, men hvis det er, fordi bidragene bliver færre og færre og besøgstallet og antallet af kommentarer ditto, kan man måske blot glæde sig over, at dette i hvert fald ikke skyldes mangel på lyst til at debattere i det litterære Danmark i det hele taget. De skriftlige debatter føres i det store hele blot på Facebook. Det har vi for længst indstillet os på. Skriver vi en tekst, vi gerne vil have reaktioner på, lægger vi den op på Facebook. Måske skriver vi den først til vores egen blog eller til et temaorienteret internetforum, men linker så til teksten på Facebook. Hvis man har en ambition om at samle hele den litterære debat et bestemt sted, er det naturligvis forbandet, men er det egentlig vigtigt?

  3. Måske har Zuckerberg haft den ædle ambition: at samle hele den litterære debat ét sted. Folk tror bare fejlagtigt, at FB handler om gusten informationshøst og -salg? Jeg ved det ikke, personligt er jeg ikke så vild med arenastemningen og al hepperiet på FB. Det ligner ofte mere meningskorridorer (og -parader) end samtale.

  4. Tak for kommentarerne JPKJ; mht. idéen om at lave en opslagstavle over litterære arrangementer OG samme sted have litterær kritik (jo altså samtale, udveksling, tænkning om og af litteratur) samme sted, så startede Pablo Llambías og jeg sådan et sted op – LITLIVE kørte fra ca. 2004 til 2008 – og nu er det PIST væk, men, i det mindste af mig, stadig savnet. Der er jo en tradition for at ‘little magazines’, der oftest kører non-profit, con amore, frivilligt osv., af indlysende årsager kun holder (gejsten oppe og i det hele taget findes) i nogle år. Som Promenaden. Jeg har skrevet en artikel i det kommende nummer af Standart, der hedder Hvad er et tidsskrift og hvorfor er det vigtigt, hvor jeg prøver at skrive om nogle af de ting… I samme artikel kan man læse følgende afsnit, som jeg her klipper ind i forlængelse af dine og Renés overvejelser om Facebook som dér hvor den litterære debat bliver samlet:

    “(…) Det fjerde spørgsmål ligger i direkte forlængelse af det tredje, og spørger om vi virkelig kan være tjent med at Facebook muligvis er det tætteste vi kommer på en fælles litterær offentlighed, hvor der kan udveksles ‘frit’, hvor alle kan læse med og hvor debatklimaet tilsyneladende er virkelig fyrigt – men sådan et spørgsmål vil pege tilbage på det vi jeg lige har brugt, der er et meget lille et; for i praksis guider Facebooks algoritmer os over til dem vi allerede kender og som allerede kender os og som vi er enige og ens med i nærmest alt. Man tror man ser noget af verden, men sidder og glor ind i et spejl, som en abe, og liker eller liker ikke som en besat. Åh, så engageret. Men disse algoritmer giver os i meget højere grad det Blanchot ikke troede var muligt, nemlig en form for enstemmighed i udvekslingen, og al den diskussion der foregår i kommentarfelternes ekkokammer er knap nok dialog. Det går for stærkt, det er ikke tænkt ordentligt igennem, det er uredigeret og hidsigt og hurtigt, ingen læser det to gange, og det er nærmest umuligt at vise tilbage til eller genfinde på et senere tidspunkt. Facebooks algoritmer er ikke kun et potentielt problem for litteraturen og kulturen, men for demokratiet som sådan – som det seneste amerikanske valg, med de mange ’fake news’, der blev viralt spredt på primært Facebook, gav os uhyggelige eksempler på. (…)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.