Nidkære guder, roman af Arne Herløv Petersen

 

”I det øjeblik, hun vendte sit ansigt, blev verden spaltet i forglemmelig fortid og lysende nu.” Sådan begynder Arne Herløv Petersens roman Nidkære Guder(Det Poetiske Bureaus Forlag), en ret så nydelig indgang, og de næste afsnit gav mig en fornemmelse af at jeg var i færd med at læse en ungdomsbog om kærlighed, fortællingen om den unge Hanno og pigen Elyssa situeret i en fjern kulørt historisk kulisse, Karthago. Men sådan skulle det netop ikke vise sig at være. Selvom den snildt kan læses af alle. Faktisk blev jeg efterhånden overbevist om at det her i virkeligheden var forbudt for børn og alt for følsomme unge. Måske også for følsomme voksne, som kender lidt til hvad det vil sige at ønske sig noget stærkt, at have en ambition, fx om at blive en stor kunstner, hvis ikke simpelthen den største.

Hanno vil være sanger, han vil være en del af korlederen Bodmilqarts kor, der synger gudernes pris. Men han vil ikke blot være en del af koret, finder han ud af, han vil være den bedste, for kun gennem sangen som er poesien kan man bygge bro mellem menneskene og guderne og nå den alleryderste erkendelse. En erkendelse Hanno drømmer om at eje, for gennem den at kunne hæve sig op over menneskene og måske få gudestatus selv. En storhedsvanvittig fantasi. Hans længsel efter Elyssa er brændende, men længslen efter kunsten skal vise sig at være endnu stærkere. Meget mere går det ikke at fortælle om denne bogs handling, for bogen er elementært spændende, letlæselig underholdende og det ville være synd og skam her at afsløre for meget.

Karthago er den kulørte og eksotiske baggrund for en isnende fabel om kunstens pris, der føres til ende med jernhård disciplin i et enkelt og klart sprog, og strejfer en højere ironi, for det er fortællingen og dens morale eller hvad man kan kalde udgangen for, der er ærindet. Undervejs er man også på rejse, man hører om den sære fremstilling af farven purpur, om guderne og kosmologi, grusomhed, kærlighed og så købmandslivet. Hvor meget af dette der er historisk korrekt behøver man ikke at bore i, det er ikke væsentligt overhovedet. Desuden findes der ikke meget kildemateriale om Karthago, så der er vist temmelig frit spil for fantasien. Det vidste Gustave Flaubert også, da han skrev sin historiske roman Salammbo, og som udkom i 1862, en kulørt og effektiv gang ramasjang der foregår i Karthago 300 år før vores tidsregning, meget langt væk fra den hverdags realistiske Madame Bovary.

Arne Herløv Petersen kender sine sætningers veje, han har noget han vil kommunikere, et skræmmende hjerte banker i denne fortælling om menneskets grusomhed og stræben hinsides det menneskelige, en ærgerrig længsel mod det sublime som minder om dumdristighed eller bare dumhed. Et klassisk motiv skåret i glas og krystal og med chokerende perspektiv. Mens jeg læste kom jeg til at tænke på Preben Major Sørensen, især hans debutroman Af en engels erindringer fra 1976, jeg tænkte på Merete Pryds Helles roman Solsiden fra 2001, og Harald Voetmanns romaner Vågen, 2010 og Alt under månen, 2014 Helt forskellige forfattere som enten har den fantastiske fortælling og/eller brugen af historisk kulisse tilfælles. Men læs Nidkære guder, det er en gyser, vis, ond og smuk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.