Jeg vil skrive om Mo Yan, men først tager jeg en omvej til den æske, som min første julegave, den jeg åbnede i går, lå i. På æsken står der:

ATTENTION:

THIS IS NOT A TOY

FOR AOULT COLLECTORS ONLY

MADE IN CHINA

‘AOULT’ vidner om afstanden mellem Vesten og Kina og om, hvor isoleret Kina har været og stadig er. Hvor langt der er mellem kinesisk og de latinske bogstaver. Som skrifttegn ligner O og D hinanden, men det gør deres lyde slet ikke, kun deres visuelle lighed gør, at man kan komme til at forveksle dem. 

Mo Yan betyder ‘tal ikke’. Det navn som den kinesiske forfatter har givet sig selv, kan man opfatte som et helt lille værk i sig selv. Som en poetik.

Efter ‘tal ikke’ kunne man tilføje ‘skriv’. Navnet Mo Yan kan forstås som en beskrivelse af forfatterens måde at skrive på. Hans forvandling af en mundtlig fortælletradition til en skrifttradition. Eller en skriftlig, litterær videregivelse af en mundtlig fortælletradition. Hans værker udspringer af en folklore, men de er ikke folklore. Det nævner jeg blot, hvis nogen skulle have læst Anna Libaks kommentar til tildelingen af Nobels litteraturpris til Mo Yan i Weekendavisen, hvor hun skriver:

“(Hvor god han er, får vi i Danmark lejlighed til at vurdere, når Batzer til næste år begynder at udgive ham, der er tegnet kontrakt på foreløbig tre bøger.) Og jeg kan sagtens se et nobelt pædagogisk formål i, at vi i Vesten får udvidet vores kendskab til kulturen i en fremtidig supermagt. Men hvad det litterære angår, tror jeg ikke på, at Mo Yans forfatterskab bliver stående: Det er ikke tilfældigt, at Fjodor Dostojevskij, Mikhail Bulgakov og Lev Tolstoj er blevet genudgivet på dansk efter Murens fald, mens de store sovjetforfattere Konstantin Simjonovs, Mikhail Sjolokhovs og Maksim Gorkijs poetiske folkefolklore mugner i antikvariaterne.”

Anna Libak bruger de kasser, hun har placeret de russiske forfattere i, til også at få placeret en kinesisk forfatter. Har hun læst den kinesiske forfatter, eller gør hun først det, når han er oversat til dansk? AOULT! er det eneste, jeg lige kan finde på at sige til det og den litteraturredaktørs horisont.

Jes Stein Pedersen, litteraturredaktør på Politiken, har skrevet en kommentar om samme emne. Overskriften er ‘Nobelpristager er i værste fald en sølle kujon’. Falder de ord ikke bare tilbage på afsenderen selv? Man kan le af kinesernes dårlige engelsk, men Jes Stein Pedersens og Anna Libaks kommentarer viser vel, at de ikke lever mindre isoleret … Her er der bare ikke noget at le ad. Det er faktisk bare sørgeligt. Rasmus Bo Sørensen har trøstet mig, han har skrevet om reaktionerne på Mo Yan og Nobelprisen her. Den kommentar blev jeg glad for at læse, fx dette:

“… hvad får os til at kræve, at forfattere fra undertrykte regimer død og pine skal skrive systemkritisk litteratur, mens friheden til at skrive om lige, hvad man har lyst til, er en luksus forbeholdt forfattere fra vestlige demokratier? Vi kræver, at kinesiske, iranske og indiske forfattere går på barrikaderne og kæmper for demokrati og ytringsfrihed, men vi stiller ikke tilsvarende krav til danske forfattere om at skrive om nepotisme og embedsmandsmisbrug. Har Mo Yan en større moralsk forpligtelse til at kritisere det kinesiske styre, end Helle Helle har til at forsvare asylansøgere i Danmark? Svaret er nej.”

At give sig selv navnet ‘tal ikke’ kan også opfattes som en politisk handling i et land med ét parti og censur. Flere af Mo Yans bøger er faktisk blevet forbudt af censuren. De to, jeg har læst, Det röda fältet (1987) og Ximen Nao och hans sju liv (2006) opfatter jeg som stærkt politiske. De er også gådefulde. Og måske er det Mo Yans største styrke, hans gådefuldhed, det er jeg kommet til at tænke på. At han kan sammenlignes med Kraka. I Ximen Nao-bogen finder man flere af forfatterens selvportrætter, her kommer et af dem – oversat fra svensk, og for at gøre det endnu mere broget og gådefuldt, så stammer selvportrættet fra det afsnit af bogen, hvor Ximen Nao er reinkarneret som gris, altså fra grisens mund:

“Mo Yan har altid udgivet sig for at være bonde og præsteret ting som at skrive til Den Internationale Olympiske komité for at foreslå, at man indførte pløjning som olympisk discipiln, så han selv ville kunne deltage. Når det kom til stykket ville han aldrig opnå at få point, heller ikke hvis han truede hele komiteen på livet. Det, en bedrager frygter allermest, er folk fra hans egen hjemstavn. Mo Yan kan måske narre en franskmand eller en amerikaner, ja, måske til og med nogen fra Shanghai eller Beijing, men han kan ikke narre nogen fra Gaomis nordøstlige herred [der hvor Mo Yan selv kommer fra, KL]. Det, han gjorde som grisepasser var noget, vi alle ville kunne gøre, for selv om vi var svin, så kunne vi tænke lige så godt som mennesker og de særlige forhold, vi levede under, gjorde det blot lettere for os at forstå samfundet, landsbyen og Mo Yan selv.

Mo Yan var aldrig nogen rigtig bonde. Han boede på landet, men hele tiden længtedes han mod byen; han kom fra en beskeden familie, men drømte om at blive rig; han var grim, men løb efter de smukke kvinder; han var uuddannet, men betragtede sig selv som lærd. At det lykkedes et sådant menneske at etablere sig som forfatter, og at han fik mulighed for at spise jiaozi hver dag i Beijing, mens Ximen Gris [fortælleren selv, KL] … Tja, der er meget her i verden, som man ikke kan forklare og det er nok bedst ikke at hænge sig i det.”

Mads Rosendahl Thomsen, der har læst meget mere Mo Yan end jeg, har i øvrigt skrevet en ret fin introduktion her.

PS  Jeg ved, at der går en ung kineser rundt i Kina med en tatovering, hvor der står MIKKLE, fordi han havde haft besøg af en dansk gymnasieelev. Besøget fra Vesten gjorde ham så glad, at det måtte ses på hans hud. Han lo bare, da han blev gjort opmærksom på stavefejlen. Efter det har jeg ikke kunnet lade være med at forestille mig, hvad der mon i virkeligheden står på alle de vesterlændinges kroppe, der har fået kinesiske tegn tatoveret.