1) Det er interessant, at Nellies forvredne sprog ikke begrænser sig til Nellie selv, men optræder i samtlige de sproglige udtryk, man møder i romanen. De samtaler Nellie fører, de sms’er han får, det dating-site han bruger. Selvom man tydeligt mærker, at de andre figurer er mere normale end Nellie, lyder de lige så mærkværdige som jegfortælleren selv. Deres sprogafvigelser er ikke præcis de samme som Nellies, og man aner deres eget sprog bag Nellies filtrering, men filtret er så stærkt, at de andre personers sprog kommer til at ligne Nellies meget. Hør fx tante Helens sms til Nellie:

Nu ska du barer hører jeg tør næstern ikke troe det min computter har tændt to gang først gang med det blir jo nåk ikke ved med til slut kærligest hilsen fra os begge to ps har du spist din rodbedder

Bogens sproglige særpræg er med andre ord ikke ’bare’ en udstilling af en figurs besynderligheder, sådan som man kender det fra fx Faulkners The Sound and the Fury (1929), som min ærede medpromenist Löfström sammenligner Nellies bog med. I The Sound and the Fury hører man idioten Benjys fortælling, der imidlertid kontrasteres af andre, normale stemmer. Men i Nellies bog findes den sproglige normal simpelthen ikke, hele verden ’taler’ som Nellie. Derfor er der ikke samme afstand i bogens univers mellem de forskellige figurer og instanser som i andre idiot-skildringer. Måske derfor fremstår Nellie som en særdeles ’rund’ figur – rørende, menneskelig og smittende i sine fraser.

2) Beslægtet med denne altomfattende forvrængning er der mange urkomiske sammenstød mellem det geografiske sted i bogen og det sproglige udtryks stedsmarkører. Nellie kalder konsekvent det at drikke kaffe for ’Kafeslapperas’, altså kaffeslabberas, selvom bogen foregår i USA og Mexico – og de andre figurer forstår ham, ligesom de selv bruger ordet af og til. ”Vil du så gern ha din Kafeslapperas nu ? og Morgnenmaden ?” spørger en mexicansk tjener således Nellie om.

Et andet morsomt sammenstød findes i Nellies møde med mexicaneren Viktor, der inviterer ham til bryllupsfest. Scenen er netop blevet beskrevet for fulde eksotiske gardiner med cowboyhatte og fine kjoler, da Nellie bliver præsenteret for en stribe børn: ”Santiago Juléo Louis Mikél Lusio Amélia Particia Carlito José Antonio Marrina”. Nellies hilsen til dem er ”Godav”, som havde han befundet sig på den jyske hede. Det er lidt som en Hollywood-versionering, bare omvendt: dansk er det dominerende sprog, men lokalkoloritten får lov at skinne igennem. På den anden side er der også lange indskud og samtaler på – forvredet – engelsk, afbrudt eller dekonstrueret af Nellies dansk-jyske udtryk. Bogen nærmer sig en sproglig internationalisme med sin vidstrakte brug af engelsk og til dels spansk, og samtidig virker den som en fremhævning af det jyske, hjemstavnssproget, bonderøvens mæle. Det er tankevækkende og frem for alt uhyre morsomt.

Krigen om territorier er en del af den store krig om økonomien.

Krigen om økonomien er en del af den store krig om narkoen.

Krigen om narkoen er en del af den store krig om resurser.

Krigen om resurser er en del af den store krig om friheden.

Krigen om friheden er en del af den store krig om retten til forbruget.

Krigen om retten til forbruget er en del af den store krig om værdier.

Krigen om værdier er en del af den store krig om sandheden.

Krigen om sandheden er en del af den store krig om kontrollen.

Krigen om kontrollen er en del af den store krig om det frie ord.

Krigen om det frie ord er en del af den store krig om religionen.

Krigen om religionen er en del af den store krig om demokratiet.

Krigen om demokratiet er en del af den store krig om magten.

Krigen om magten er en del af den store krig om grusomheden.

Krigen om grusomheden er en del af den store krig om krigen.

Krigen om krigen er en del af den store krig om dumheden osv.

PS  Mangler der noget?

Side 69

Så er man pludselig et eftergivende, patetisk, blødsødent, kandiseret og flæbende bløddyr, hvis man skriver om rollen som far. Og sådan er det hele vejen igennem i Søren Langager Høghs bog om Peter Laugesen, Per Højholt og deres elever – som undertitlen på HYBRIDERNES PARADIS (2012) lyder.

Ikke alene er Asger meget høj, når man ser ham sådan i egen høje person. Men det høje humør der kræves for at modtage f.p. jacs mindelegat, det har han så sandelig også. Nok kan han være bekymret og urolig for, om alt nu også er perfekt og i orden, men det høje humør har jeg alligevel aldrig oplevet ham foruden. Det stod omkring den vinkende cyklende hilsende mand på Østerbrogade med det højrøde halstørklæde, som jeg mødte så tit da vi var næsten naboer for mange år siden. Den hilsen blev jeg altid i godt humør af.
Jeg sad forleden i solen og genlæste Asgers bog ”Befriet” – og jeg grinede og græd. Det er en egensindig samling bevægende, morsomme og skræmmende remser om alkohol, sex, angst, ambition, håb, tro og overblik. Kort sagt: Livet. Det der fik mig til at gyse mest var sætningen i den sidste afdeling om, hvad der er tilbage når man er blevet befriet fra stort set ALT:
”Tilbage er et spørgsmålstegn/på lægens blok.” Gysende og frysende må man læse hele bogen, men som sagt, heldigvis, også leende. Sådan er det med det Asger skriver.

Egentlig bryder jeg mig ikke om at kalde Asger for en blæksprutte. Men hvordan beskrive et menneske der overkommer så meget: skrive digte, romaner, essays, biografier, kronikker, facebookopdateringer, udgive andres bøger, vide ALT om det der optager ham – bebop, dada, poesi, Bob Dylan, listen er uendelig. Oversætte. Være den perfekte tekstredaktør (i hans hænder følte jeg mig aldrig tryggere som oversætter). Alt gjort med entusiasme, perfektionisme og en grundighed der ikke finder sin mage. Pludselig udgiver han et nyt tidsskrift – Cool. Pludselig er der et nyt forlag, Bebop, bedst som man savnede Swing. Pludselig er der en uforlignelig roman om … Elvira Madigan! Hvor kom dén nu fra? Det føles tit pludseligt, nej, gør han nu også dét? Det er sågar Asger der er inde i Ane Schmidt. Om jeg så må sige. Det virker som om han gør det hele af lyst. Men med en sikker fornemmelse for hvad vi andre også savner og mangler.
Han husker tilmed det hele. Det er det mest skræmmende, men også det sjoveste, og garanti for en stor underholdningsværdi. Jeg misunder de elever der havde Asger som underviser på Forfatterskolen, tænk at have så meget viden samlet i en mand om alt det der betyder mest, ikke mindst på den skole.
Og så er der Jac. Som Asger skrev mange bøger sammen med, og hvis efterladte og ikke bogførte poesi og prosa Asger med sin ildhu og arbejdsomhed og kærlighed har sørget for at vi nu kan læse.
For de af jer der ikke er så heldige dagligt at følge Asger på facebook – og også for dem der er – vil jeg læse en af hans seneste statusopdateringer:

”Torsdag den 11. juni 2009 læste jeg F. P. Jacs ”Misfat” op i Tårnværelset Oplæsninger. (Den sidste af fire aftener: Baudelaire, Whitman, Pound, Jac). Det foregik i Øster Søgade. Det stormede, lynede og tordnede, en rude blev slået ind i tårnværelset. Jeg læste hele digtet ud i ét (med en ganske kort pause midtvejs), der var mørkt i rummet, bortset fra en lampe, der lyste ned på teksten, jeg kunne knap nok se publikum, men dog få øjenkontakt med de forreste. Ikke et ord sagde jeg ud over bogens ordlyd (bortset vistnok fra ordet pause). Det tog fire timer og tyve minutter at læse bogen op.”

Ja. Jeg ved ikke, hvad I siger? Men jeg siger, at ikke mindst for denne kraftpræstation, som jeg desværre ikke selv overværede, burde Asger have F.P. Jacs Mindelegat hver eneste gang det uddeles.

vågnede, havde nær klappet med langsomme, tørre klap. tak underbevidsthed, mange tak.