Mere Literaturhaus

Da jeg går fra Forfatterforeningen, har Trykkefrihedsselskabet indtaget lokalerne. Jeg troede, at PET ville have været der, eftersom det har forlydt, at Hedegaard stod på programmet, men måske er sagen døet ud. Foran metroen danser en halvnøgen grønlænder, han smiler tandløst og fjernt, huen ligger foran ham. Står af på Nørreport, klokken nærmer sig otte og jeg fanger en bus. På vej over Dronning Louises bro spiller radioen Beatles Love me do, og jeg kigger som altid over mod Front Page, der også lå der for 20 år siden, da jeg flyttede ind om hjørnet, og jeg tænker, at det er som om tiden folder sig sammen, nu er det min datter, der er ung i byen. Jeg småløber gennem Elmegade, folk er ude, de går uden overtøj i aftenvarmen. Jeg har som altid glemt, hvor Literaturhaus ligger på Møllegade, og som altid dukker det op og ligner et hemmeligt stykke firserkøbenhavn. Folk står i klynger udenfor og ryger, Lars Frost står i døren, jeg tænker på det umulige i at anmelde en blog. Læs resten

facebook tør hvor andre tisser, eller hvordan er det nu, det er

Jes Stein Pedersen har anmeldt det nye nr. af Kritik og vist sig som den hårde anmelder, der kun giver en stjerne. Fordi Kritik er svært at læse, unødigt svært mener han, det er det rene akademiske snobberi, der udspiller sig der, sprogligt akapyk, akademisk volapyk.  Straks efter lagde han anmeldelsen ud på FB, så folk kan se hans nye profil som den, der vover noget, og fik de behørige rygklap som den slags altid bereder. Læs resten

Tillykke til Pia Juul

En af de skønne ting ved at komme tilbage til det samme familiesommerhus, er bøgerne. Den lasede krimi, der igen ryger med ud i solen, de danske klassikere, der altid tåler endnu en genlæsning, samt alle dem, man hvert år tænker, at man vil få læst, men igen kun får skævet til. Og så er der bøgerne, som man ikke læser i mere, men som markerer faser i ens liv, og lige et øjeblik åbner et hul i tiden. En af den slags bøger i min families sommerhus er min lillesøsters, det var min far, der gav hende den, ligesom han gav mig digtene fra Vesterbro Ungdomsgård, og åbnede mine øjne for, at digte kan være mange ting og også kan skrives af unge. Min lillesøster fik Fugleskrig. En antologi af digte af børn samlet af Pia Elisabeth Juul. 



Det var først mange år efter det gik op for mig, at det var dén Pia Juul, der som 17-18 årig havde annonceret efter de børn og unges digte i dagblade, og fået dem udgivet på Gyldendal. Gad vide om forlaget senere sagde nej til Pia Juuls egne digte, eller hvorfor det egentlig blev Tiderne Skifter (som hun trofast har holdt fast ved), hun debuterede på som digter i 1985 med Levende og lukket? Digtsamlingen med det fantastiske gultonede, virkeligt firseragtige omslag hvor en androgyn mand omfavnes af en ligeså androgyn leopardsfinx, a la David Bowie møder en præfafaelit. Hvem har mon lavet det omslag?


Og det var her, lige fra begyndelsen, at denne læser blev fan af den Juulske stemme, som talte helt anderledes, hakkende, stammende, legende og drillende, end den firsergeneration, som havde været min indføring i den nye poesi. Her er hun jo, hexen, feen, prinsessen, med glimtet i øjet, med sære blandinger i gryden: en pot rent begær, lidt drilleri og kløgt, sødme og bitterhed, latter og lysten ved tåren, en alen folkesang, lidt landlugt, en klippende rytme, og et pænt drys af tegnenes små stjerner.


Vi vælger heste. jeg tar først og
far får bedst. i skoven skal vi
møde min elskede ved træet



galoppen på vejen slår. jeg vil være
fe og prinsesse før målet men stenen
lyser os i møde snart er alt for
sent.


med alle urterne ved bæltet.
foroverbøjet. spændt. min far er
tryg. han kender mine drikke. tror
jeg smed skarntyden væk.
af den er der mest.


da den sorte løber løbsk er
jeg rede. håret løsnes. usynlige
hænder travle. tømmen
skærer min hånd. vild vinter.
se min ånde så fin og mægtig i
skyer. prustet fra dyrene.


da de stopper er vi igennem
der sidder mor og syr
på mit røde brudelagen.
kloge mor. vi blinker.

Ingen kan gå alene. TILLYKKE til Laugesen

Tillykke
En af de cd’er som altid kommer på, når familien tager på langfart, er ”Halvvejs til Halfdan”, lavet af Peter Christensen Teilmann og Hans Sydow. Et utal af gode danske digtere lægger her stemme til Halfdans digte, og børnene må bare høre Per Vers rable sig igennem ”Jeg er ham der er mig, der er ham der er mig” og frydefuldt gysende mærke eksistensen svimle. Selv sidder jeg altid og venter på Peter Laugesens mørke røst, der går fra oplæsning af Halfdans ord – ”Lær os at bære livets/ lille blafrende ild/ ind i det skrøbelige ler/ vi er bundet til ” – over i sit eget digt. 


Det er sådan det er, tænker jeg, ingen kan gå alene. Altid i mørket her.

Ingen kan gå alene
altid i mørket her
i det flakkende skær
fra satellitterne
Nogen skal være med
Ingen kan gå alene
uden at fare vild
og ind igennem sigselv
styrte ned i glemslens
overbelastede kredsløb
hvor alle billeder på en gang
brænder i udspilede pupiller
kransede huller
der levende åbner og lukker
Ingen kan gå alene
altid i mørket her
Ingen kan gå alene
Ingen kan gå alene
Altid i mørket her
Altid i mørket her

Er anmelderhonorarets størrelse udtryk for den betydning vi tillægger kulturen?

Forleden blev jeg ringet op af en oversætter, der skulle søge om penge til et projekt, og i den forbindelse ville høre, hvad en anmelders honorar på dagens danske aviser er. Hun var ved at falde ned ad stolen, ved oplysningen om at man får mellem 960 og 1500 kr. pr. anmeldelse. Det samme var mine nordiske kollegaer, som jeg mødte denne weekend til FSL træf (Fria Seminariet i Litterär Kritik). På Bergens Tidende får man således 3.000 norske kr., og på Dag og Tid og på Klassekampen ca. 2.500 norske kr. Også de svenske kritikere er bedre lønnede, på Sydsvenskan får man således mellem 2100-3500 sv. kr. før skat for anmeldelser på 3000 tegn, og er de længere, er honoraret væsentligt større. (Retfærdigvis skal det siges, at Finland er endnu mere bag om dansen end Danmark).


Når jeg vælger at skrive mit første indlæg på Promenaden om noget så traurigt som kritikeres lønninger, er det fordi, jeg tænker, at den helt utidssvarende honorering også peger på, hvor lidt man regner kritikken for i Danmark.

Jeg er Oldermand for Litteraturkritikernes Lav. Lavet er repræsenteret i 2 kulturministerielle juryer, der uddeler priser til forfattere og illustratorerne af børne- og ungdomsbøger. Priserne er de senere år nået op på skønne 75.000 kr. Men for at sidde i juryen og bruge sin tid på at læse og forholde sig til årets bøger, samt gå til møder, får man ingenting. Når priserne uddeles igen her den 15. marts. Er det naturligvis ikke noget, man taler om. Sådan er det ikke, hos vores nordiske naboer. Der får man naturligvis penge, hvis Kulturministeriet beder en udføre lignende arbejde. Lavet besluttede derfor at rette henvendelse til vores nye kulturminister for at høre, om vi ikke skulle skynde os at få rettet op på det sløseri. Efter flere rykkere modtog jeg en kort skrivelse fra ministeren: ”Jeg noterer mig, at kritikerne er valgt til indstillingskomitéerne, fordi de i kraft af deres daglige virke har et stort kendskab til årets udgivelser på det samlede børnelitteraturområde. Der er derfor i mine øjne ikke tale om en ekstra indsats, der kan motivere det foreslåede honorar, og jeg vil derfor fortsætte den hidtidige praksis på området.” Når kulturministeren, den mand, der har kulturen som sit hovedområde, betragter kritikernes arbejde på den måde, hvordan ser han så ikke på resten af kunstlivet? Kunne man forestille sig, at en minister ikke skulle lønnes for sit arbejde ud fra den begrundelse, at man regnede ham for fagligt kompetent? Well, vi lader det stå. Og kan glæde os over, at Kunstrådet har fået en så sober og dygtig mand som Rune Gade i spidsen.

I stedet vil jeg vende tilbage til FSL. Fria Seminariet i Litterär Kritik. Et fællesnordisk nomadisk foretagende (men med maskinrum i Stockholm), der arrangerer seminarer og workshops i de nordiske lande omkring kritik. I år gæstede de København med en stort anlagt Kritik-festival. Se www.kritikerseminariet.nu. På seminarets sidste dag, der, ligesom den afsluttende fest, blev holdt på Forfatterskolen, havde man inviteret 3 nordiske kultur- og bogredaktører til at vende emnet: Kritikken i den nye offentlighed. Fra Klassekampen i Norge bogredaktør, Karin Haugen, fra Sydvenska Dagbladet kulturchef, Rakel Chukri og fra Information, kulturredaktør Peter Nielsen. Sidstnævnte var imidlertid blevet syg, og i stedet stillede Lars Bukdahl op og fortalte om forholdene på Weekendavisen.

Karin Haugen, der er 34 år, uddannet i litteraturvidenskab og journalist, lagde for med at tale om den nye offentlighed som et post 22. juli, et efter Utøya. Et skel, sagde hun, som har gjort det helt tydeligt, hvor meget vi har brug for kritikerne. Vi har brug for de fagligt kompetente læsere, som kan forholde sig analytisk til tiden, som hele tiden kan analysere, hvad der sker i vores samfund, og som kan læse litteraturen med kritiske briller. Eftersom offentligheden er blevet fragmenteret og man følgelig må tale om mange deloffentligheder, er det vigtigt med reflekterede observatører og debattører, der ikke kun ser ét sted hen. Vi har en forpligtelse til at modvirke populismen, og til at vise, at kritik ikke er smagsdommeri, som kan affærdiges, men derimod bygget på ræsonnementer. Haugen fortalte endvidere, at Klassekampens lancering af et bogmagasin i 2007 havde øget antallet af abonnenter, hvilket avisen havde honoreret ved at øge kulturredaktionens ressourcer. Klassekampen bruger også danske og svenske freelancere som anmeldere, da man er interesseret i, hvad der sker, også i litteraturen, i de øvrige nordiske lande.

Rakel Chukri er ligesom Haugen født i 1978, hun har læst Statsvidenskab og er efterfølgende uddannet som journalist. Også hun lagde politisk ud med, at understrege kritikkens vigtighed, netop som en modvægt til populismen, og som et vågent værn mod den racisme, der florerer på den enorme underskov af blogs, et fænomen, som hun mente de store mediehuse havde været ekstremt dårlige til at håndtere. I stedet for at forholde os kritisk og analytisk til racismen anerkendes den stiltiende under ord som ”islamkritisk”. I forhold til kulturen mener Chukri, at avisernes eneste chance er at satse benhårdt på den gode kritik, der beskæftiger sig med den interessante litteratur, og lade fænomener som bloggen Bokhora (www.bokhora.se) tage sig afden populistiske afdeling. Hun var godt klar over, at avisens middelklasseperspektiv kan ende med at blive et demokratisk problem, men mente, at aviser i dag alligevel altid henvender sig til en deloffentlighed, og på den vis er ude af stand til at konkurrere med blogmediernes gratisinformation. Således pointerede hun, at en boganmeldelse af en roman som Jonas Jonasons Hundreåringen som klatret ut av vinduet og forsvant, ikke hørte hjemme i Sydsvenskas spalter, og det til trods for, at den toppede alle bestsellerlister. Aviserne skal vove at sætte deres egen kvalitative dagsorden, og med andre ord tage deres dannende og uddannende funktion på sig.

Det var tankevækkende at møde to nordiske bog- og kulturredaktører, der dels taler så varmt for kritikkens nødvendighed, dels ser kulturen som det rum i hvilket vi hele tiden kan bevidstgøre os om, og modvirke tidens fascistiske eller racistiske tendenser. Og som tilmed betaler deres kritikere for at gøre et stykkeværdsat arbejde. Jeg har svært ved at forestille mig, hvad de fleste danske kulturredaktører ville have sagt ved dette møde.