JUSTICE

Som barn gik jeg rundt i provinsbyen og skrev nummerplader op i en lille kinabog. Hvorfor? Jeg ved det ikke, for at lave noget. Vi interviewede også folk foran Brugsen, optog svarene på en ghettoblaster. Vores telefonfis bestod i at ringe og udgive os for at være fra Gallup. De vilde fattigfirsere. Jeg kom til at tænke på det med nummerpladerne i går, hvor jeg så en statelig bil med nummerpladeteksten: JUSTICE. Det var i nærheden af Domhuset på Nytorv, så det kan jo nemt have været en stolt advokat, der har brugt de næsten 13.000 kroner det koster at få sig et sæt ‘ønskenummerplader’. Motorregistret/SKAT har følgende krav til teksten:

Der skal være mindst to og højst syv danske tal eller bogstaver. (Danske tal?)

Du kan ikke få en kombination af tal og bogstaver, der allerede bliver brugt.

Du kan ikke få en kombination, som kan virke stødende. SKAT vurderer, om du kan få den kombination, du ønsker.

Læs resten

Økopoetiske skitser

Så har vi igen gæster: Martin Gregersen anmelder Glenn Christians Gran Canaria, del 1. 28 siders håndsyet digtsamling udgivet i 100 eksemplarer på OVO press:

Glenn Christian udgav i 2013 sit foreløbige hovedværk Mudret sol, hvori man præsenteres for mareridtsagtige og makabre scenarier, hvor mennesket og samfundet er i totalt forfald. Noget tilsvarende er på spil i den nye håndsyede digtsamling Gran Canaria, der indledes med henvisninger til det okkulte band Son of Saturns nummer ‘Pranic mastery’, hvis musikvideo på Youtube udgøres af faretruende undergangsbilleder, og et digt af Klaus Høeck, som indeholder variationer over sætningen: “Jeg står som den første mand på månen”. Hvis musikvideoen således kan siges at bekræfte den stemningsmæssige klangbund i Gran Canaria, udgør Høecks digt prologen eller forhistorien til de begivenheder, som Christian optegner omridsene af. Men det er netop kun omrids.

Læs resten

De blinde profeter

”Jeg tror ikke mine egne øjne!” råbte en buschauffør, der netop var begyndt på dagens første rute og nu gennem bussens store forrude så en ildkugle med en lang hale fare hen over himlen. Han bremsede hårdt op, så det gav et ryk i bussen, og passagererne blev slynget frem mod sædet foran. ”Jeg tror ikke mine egne øjne!” råbte chaufføren igen til de forreste passagerer og pegede ud gennem ruden.

Læs resten

Adressevej

  • Jeg ved det ikke.
  • Jo, du gør.
  • Nej, jeg ved ikke hvor jeg har min næse fra.
  • Den ligner en dejlanding.
  • Ih tak.
  • En dejlanding under konstant størregørelse.
  • Tak, så er det vist nok.
  • Kender du den om den etbenede gud?
  • Nej.
  • Ærgerligt.
  • Gør du?
  • Nej.
  • Ærgerligt.
  • Du er egentlig en kvalmende person.
  • Andre nøjes med at kalde mig umusikalsk.
  • I går var der gløder i mine fodspor.
  • Jeg er ved at skrive en børnebog.
  • Aha, hvad handler den om?
  • Ikke noget. Endnu.
  • Nå. Spændende.
  • Har kun skrevet én linje. Tror det er bogens første.
  • Må man høre?
  • ”Ottokar bor i nr. 1 på Adressevej.”
  • Lyder som en start.
  • Men jeg gik virkelig i stå, da jeg havde skrevet den. Nu orker jeg ikke at skrive om alle de andre på Adressevej. Jeg tror næste linje må blive noget i retning af: ”Men Ottokar er desværre aldrig hjemme.”
  • ”Ottokar er på en evig jordomrejse.”
  • Jeg har lyst til at føle mig berettiget ekstatisk igen.
  • Over os er nattehimlen melet nu.
  • Ja.
  • Der er noget uvederhæftigt over stjerner.
  • Ja.
  • Du er smuk med håret samlet i den anuslignende knold.
  • Tak.
  • Kys min næse.
  • Ja, for i morgen skal den bages.

Ungt dagbladsanmelderi alligevel

9.1. havde Lars Bukdahl en kommentar i Weekendavisen, ‘Læsebrillens årringe’, om de unge dagbladsanmeldere, vi mangler. Og så nogle gode eksempler på anmeldelser fra de to, vi heldigvis har, nemlig Linea Maja Ernst (Information) og Ask Hansen (Politiken). Kommentaren begynder sådan her:

“ET hårdt vilkår for forfattere er, at der altid er plads til en ny forfatter. Forlagene indfører ikke pludselig et debutantstop, fordi der, indtil nogen stiller træskoene, er forfattere nok – tværtimod er debutanter lige den automatiske ekstra grad interessante, fordi de er nyheder. Selvom det ikke er forbudt at være en debutant over 30 (især ikke hvis du er krimi-debutant), er debutanterne, hvad fødselsår angår, alt andet lige yngre og yngre, heldigvis. Yngste Hvedekornsdigter er lige nu Tamara Nyvang Bredevang Andersen, født 1998, og lige om lidt debuterer den første digter født i dette årtusinde, og jeg profeterer, at hun hedder Beate.

Til gengæld er der yderst sjældent plads til en ny anmelder af forfatternes bøger. Selvom 95 procent af alle litteraturanmeldere er freelancere, så opererer en bogredaktion med et rimelig finit antal anmeldere, således at de hver især kan få et tilstrækkeligt antal bøger til at opretholde en synlig og karakterfuld signatur og tjene et mindstemål af røde rejer. Hvis der endelig bliver hyret en ny anmelder, kan det være utroligt svært for vedkommende at få fingre i hypede og betydelige forfatteres bøger, fordi de »gamle« (i citationstegn, fordi jeg er én af dem, LB) klynger sig besidderisk til dem.”

Og nu er så Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen begyndt at anmelde for Politiken, hendes første anmeldelse er af Broby-Johansens BLOD, genudgivet på forlaget Æter, og Tobias Skiveren begynder lige om lidt på Jyllands-Posten. Velkommen, siger jeg bare! Og jo, alder spiller en rolle, ligesom alt muligt andet.

 

Med tiden på førersædet

Og så endnu en anmeldelse fra det, der nærmest er en anmelderskole. Denne gang af Jonas Bækgaard, han anmelder Frank Kings Walt & Skeezix: 1921 & 1922

gasoline

To lygters skær i mørket. En bils silhuet mod en gryende himmel og to nøgne træer. Bilen drejer ned ad det velkendte stræde. Det er første januar 1921, og vennerne Doc, Bill, Avery og Walt træder ud i det år, de i bogstaveligste forstand er kørt ind i. Walt holder armene i vejret: ”Ho hum. Happy new year everybody!”, og fuldfører den bevægelse, Bill startede bagerst, tættest mod bilen, og som Avery og Doc også er en del af. En lille visuel leg måske, men det er en leg med selve den måde, vi som læsere konstituerer tid og rum på, idet den bøjer forestillingen om et billedes tidslige enhed. Og en leg, der gennemsyrer den visuelle poesi tegneren Frank King fra 1918 lod køre i gennem striben Gasoline Alley, dag efter dag, og som det canadiske forlag Drawn & Quarterly i 2005 med dette bind startede udgivelsen af. Læs resten

”Syng skingert i litanier: Det er i alle ting!”

Her kommer endnu en anmeldelse fra de studerende på kurset Anmelderi på IKK, KUA. Den er skrevet af Lasse Skjold Bertelsen:

I lyset af de seneste års fokus på køn, seksualitet og måske heksekunster i dansk litteratur foreligger der nu en ganske særlig samling af otte anagram-digte skrevet af den afdøde, tyske forfatterinde Unica Zürn oversat af Kirstine Reffstrup med den danske titel Heksetekster. Læs resten

Oscar K. om brugen af ordet ‘neger’ i litteratur

I halen på den seneste tekst om Hvidhedsdebat og N-ordet på Promenaden, skrev Elisabeth Jessen, der er dansk, men bor i England, på Twitter om at når der står ‘neger’ i danske børnebøger hun læser højt for sit barn, så bortcensurerer hun det. Oscar K. er en af de samtidige forfattere der skriver for børn og unge, og som, kan man vel nok sige, næsten demonstrativt holder fast i at skrive ‘neger’ i sine bøger. Som man kan se neden for, spurgte jeg Oscar K. aka Ole Dalgaard om han havde lyst til at skrive på Promenaden “om hvorfor det er vigtigt for dig at sige ‘neger’?” Det havde han, blot ville han gerne at Elisabeths og min egen Twitter-korrepondance skulle indlede kommentaren, og at vi trykte et af billederne fra bøgerne “med overstregninger der, hvor n’erne optræder.” Jeg bad Elisabeth om at tage billedet fra bogen hun læste højt fra, det gjorde hun med denne kommentar: “Så har jeg taget et billede, som du måske kan bruge. Klistermærkerne er altså kun sat på i dagens anledning! Som du kan se, dækkede jeg også tegningen til, for min engelskfødte mand siger, at det mest er den, han har det mærkeligt med.”

- MGS

elefantbillede Læs resten

Det sårbare jeg og den performative ærlighed

Anne Lundager Kristensen har jeg lært at kende gennem kurset Anmelderi på Institut for Kunst og Kultur på Københavns Universitet, hvor jeg har undervist dette efterårssemester – ligesom i øvrigt Sigrid Kraglund Adamsson, Marie Vestergaard-Thomsen og Laurits Nikolajsen.

Anne anmelder her Caspar Erics 7/11:

Det er en ok befriende følelse at overgive sig til poesi. Ikke mindst når poesien med en blanding af humor, selvironi og skrøbelighed kan italesætte, hvordan et jeg er et jeg i en verden i netop dette nu, hvor så mange jeger gemmer sig bag de mere eller mindre flatterende selvbilleder, de skaber gennem facebook-opdateringer, instagram-billeder og andre former for selvfremstillende, sociale medier.

Digtsamlingen 7/11 bringer de sociale medier og populærkulturen ind i poesien, hvor fire #hashtags afslutter og opsummerer hvert digt og firkantede parenteser bruges som metapoetiske elementer, hvor [uspecifikke ting, begivenheder, personer eller fænomener] eventuelt kan erstattes med [noget konkret]. Derfor er Caspar Erics digtsamling blevet sat i en kasse med mærkatet ”Hashtag-litteratur”, hvilket bl.a. er blevet brugt i omtaler af oplæsningsarrangementer. En både indsnævrende og reducerende betegnelse i min optik. Læs resten