Speedboat

I was lying on a Mediterranean boat deck, on a windless day. It was odd that I should be there, but no more odd than my work, or the slums, or the places where people do find themselves as their luck shifts. A girl of eighteen was taking the sun with great seriousness. The rest of our party were swimming, or playing cards below, or drinking hard. The girl was blond, shy, and laconic. After two hours of silence, in the sun, she spoke. “When you have a tan,” she said, “what have you got?”

Renata Adler, Speedboat

 

 

 

Nidkære guder, roman af Arne Herløv Petersen

 

”I det øjeblik, hun vendte sit ansigt, blev verden spaltet i forglemmelig fortid og lysende nu.” Sådan begynder Arne Herløv Petersens roman Nidkære Guder(Det Poetiske Bureaus Forlag), en ret så nydelig indgang, og de næste afsnit gav mig en fornemmelse af at jeg var i færd med at læse en ungdomsbog om kærlighed, fortællingen om den unge Hanno og pigen Elyssa situeret i en fjern kulørt historisk kulisse, Karthago. Men sådan skulle det netop ikke vise sig at være. Selvom den snildt kan læses af alle. Faktisk blev jeg efterhånden overbevist om at det her i virkeligheden var forbudt for børn og alt for følsomme unge. Måske også for følsomme voksne, som kender lidt til hvad det vil sige at ønske sig noget stærkt, at have en ambition, fx om at blive en stor kunstner, hvis ikke simpelthen den største. Læs resten

Klaus Rifbjerg

Ja Store Klaus, det er sært, her synker fyrtårnet ned under overfladen, mens værket står tilbage, måske som et enormt dige af sten i alle mulige forskellige størrelser, der skal holde havet (s bakelit) (jeg vil tro Undergangen) tilbage. Den ene dag er det Tranströmer, den anden er det Rifbjerg. For nogle dage siden Inge Eriksen, og før hende Seehusen. Læs resten

Den 5. maj 2008

Tog fra Fredericia mod København

Daniil Kharms skriver i sin Blå notesbog fra 1937 en linje: ”We died on the fields of the everyday” – ifølge en lang, god artikel af Tony Wood i London Review of Books. I morgen tidlig flyver jeg til Sarajevo. Jeg håber at få skrevet lidt dér og læst og oplevet. Jeg skal være væk i ni dage, det er lang tid.

Samme sted en reference til Mayakovskys selvmordsbrev fra 1930: ”The boat of love ran aground on the everyday.”

Læser Pounds Canto LXXXI – er lige straks i Odense, en linje hos Pound: ”Goat bells tinkled all night”. Jeg drikker en øl.

[20. marts 200324. september 201116. november 2011, 2. april 201226. juni 201228. september 2012, 15. april 2013, 10. oktober 2013, 3. marts 2014, 26. marts 2014, 22. juli 2014]

Nekrolog. Stella Parland (25.03.1974 – 03.02.2015)

Helsinki, 16/11/2013. Fotograf: Martin Glaz Serup“Hon är en dadaistisk rättika i den finlandssvenska litteraturen, med både sting och sprezzatura. Hon är en mästerlig verbal akrobat och balanskonstnär som dompterar orden att hoppa och skutta och raderna att dansa fram, på spänd lina och med oceangravar.”

Så skrev Längmanska kulturfondens prisnämnd om sin pristagare Stella Parland år 2012. Och precis så var det. Stella Parland var en modig upptäcktsresande i språket och i livet. En stor, rättrådig konstnär. En vild, rolig rebell. Som en bekant beskriver sina flyktiga möten med henne: Hon var alltid på väg mot något viktigt och/eller roligt. Dessutom var hon vår vän.

Stella kom från en släkt av författare, konstnärer och psykoanalytiker, i vilken läsandet och skrivandet ansågs som något självklart viktigt. För henne var modernismen en del av hennes egen släkthistoria, Björling och gänget bekanta typer som det berättades anekdoter om, poesin och musiken och leken luften hon andats sedan hon var barn. I farfar Oscar och farmor Heidi Parlands hem ordnades stora kalas dit en brokig skara människor bjöds in och där barnen spelade teater.

Læs resten