Ærtebælge

Min datter gav gederne ærtebælge. De blev fodret af legepladsens personale, men var altid parate til at spise, hvis man kom med noget. Vi havde givet dem mælkebøtter, græs, rugbrød, pasta, gulerødder og nu ærtebælge. Min datter var tre år, og pludselig dukkede en ældre pige op, som vi havde set rundt omkring på legepladsen i et par dage. Ud fra hendes højde og ansigt at dømme var hun omtrent 9 år gammel, men hun var meget overvægtig, hvilket gjorde hendes former mere feminine, mere modne end hun formentlig var. Min datter gav hende et par ærtebælge, som hun gav videre til gederne. Hun sagde ikke noget til hverken hende eller mig, selvom jeg sagde hej til hende. Hun virkede ikke, som mindre børn, utålmodig efter at få flere bælge. Men hver gang min datter, der var i et usædvanligt gavmildt humør, gav hende nogle, gav hun dem glad videre til gederne. Da vi havde givet dem alle bælgene, spurgte jeg min datter, hvad han havde lyst til at lave. Hoppepude, sagde hun, vil pigen på hoppepude? Skal du på hoppepude, sagde hun til hende og var nær trukket af med hende, men pigen sagde ikke noget. Jeg tror ikke, hun forstår dansk, sagde jeg og kiggede på hende, hun nikkede, tavst. Så gik de begge hen mod hoppepuden, tog sandalerne af og gik derop. Jeg stod et øjeblik og så på dem, så hvordan pigen hensynsfuldt tog farten af sine hop, når min datter kom i nærheden af hende, og hvordan hun lavede små rullefald og grimasser for at more hende. Læs resten

22. juli 2014

Her sidder jeg så og vil skrive om Proust og Sønderho; det er kun få dage siden vi kom hjem fra Sønderho, min familie og jeg, hvor vi havde været på sommerferie. Og det er heller ikke længe siden at jeg kom hjem fra Vestbredden, som jeg besøgte i et kulturudvekslingsprojekt og for at læse op. Lige nu er landkrigen i fuld gang i Gaza – men at bruge ordet krig er egentlig en form for propaganda, en ondsindet eufemisme, blot ved man ikke hvad man ellers skal kalde det. Folkedrab, er det jo. Jeg er ude af mig selv, på grådens rand, de sidste døgn har jeg brugt mange timer om dagen på at følge med, online, i aviser, på tv, diverse internationale såvel som sociale medier, det ødelægger mig. Jeg burde arbejde med noget andet, men jeg kan ikke arbejde. Når børnene ikke behøver mig – når de sover eller, som nu, er i Tivoli med deres faster og oldemor, laver jeg to ting: jeg følger med i situationen i Palæstina og jeg ser porno og onanerer. Situationerne kan næsten overlappe, det er Læs resten

Bevis du ikke er en robot!

Hører vi ikke for lidt om fransk poesi på Promenaden, hvem er Sabine Macher for eksempel?

Og hvem er Ovid? Vel ikke franskmand… eller fra Østrig.

Vildt at man ikke kan skrive en kommentar nogle steder, uden at skulle bevise at man ikke er en robot.

Jeg bliver lykkelig over at nogle bruger tid på kunsthistorien.

Jeg værdsætter min frihed. Nu vil jeg gøre brug af den. Jeg sætter den til en time.

God dag, god sommer, good luck!

Der er ingen til stede kun ordene i flok som dyr på vej. Peter Laugesen 2014

Der er ingen/til stede/kun ordene/ i flok som dyr/på vej, lyder som et digt, et sandt Peter Laugesen digt, og det er det måske også, det er i hvert fald titlen på hans nyeste bog. Titlen er skrevet med blå håndskrevne blokbogstaver på en mørk brun baggrund i mørkere malerisk bevægelse (udført af Jens Birkemose, ligesom de små indlagte vignetter rundt om i bogen). Endnu en række digte på vej i den store uafsluttede skrift, som jeg altid har forbundet med Peter Laugesen, siden jeg 1980 som 20 årig læste Hamr og Hak (1977) og i 1984 anskaffede mig og læste Retro, en sammenskrivning af tidligere digte og tekster 1965-1982 . Michael Strunge følte et slægtskab med denne skrift, og det kan man forstå når man læser Retro, for mange af de syn og indsigter man finder hos Michael Strunge på den tid, finder man også hos Laugesen i Retro. Men Laugesen var netop før. Her fra side 137: Læs resten

Livet skal leves – også i Palæstina

Karen Nordemann, direktør på Det Danske Hus i Palæstina, der ligger i Ramallah, har sendt nedenstående rejsebrev hjem til Promenaden om situationen lige nu.

- MGS

Siden tre israelske bosættere forsvandt den 12. juni har Vestbredden været vendt på hovedet. Helt bogstaveligt. Flere hundrede hjem er blevet endevendt i jagten på de tre bosættere. Over 400 palæstinensere er tilbageholdt, antallet af administrative tilbageholdelser (anholdelser uden sigtelse og retssag) er mangedoblet. Fem palæstinensere er dræbt, to af dem teenagere. Byer er lukkede af vejspærringer. Mobile checkpoints er skudt op over det hele.

Læs resten

Lykkelige er de lykkelige

For nylig gæstede den franske dramatiker og forfatter Yasmina Reza International Forfatterscene på Det Kongelige Bibliotek i København. Her samtalede hun med Bjørn Bredal, der også havde oversat et uddrag af Rezas roman Heureux les Heureux (2013) til lejligheden. Ellen Hillingsø fremførte teksterne (glimrende) på dansk, og herunder kan man læse dem med oversætterens venlige tilladelse.

-MGS

Læs resten

Nej tak, jeg er analfabet.

Er det en latterlig ting at sige til en Politiken-uddeler/sælger?

Ja, men jeg sagde det. Som sprog betragtet virkede det klodset i det lillebitte rum det opbyggede. Sprog var både i rum og dét rum. Der var for stor djærvhed på for kort startbane. Idiomatikken buldrer imens i tændstikæsken (det samme, i og rum) og datteren græder for enden af trappen: I går og i dag lægger ingen mærke til mig! Har vi mistet glæden ved de små ting på din vej? Sjippetovet pisker overlæben. I eventyret er det til gengæld skønt at fange en fisk og der så viser sig gyldent-glimtende at være andet end mad i den fisk, en ring, noget, der giver mening i alle retninger. To kamphunde passerer og ser citronagtigt på os, overdrevent krydrende. Rigmandsbørnene øvede sig forleden ved festen i deres tanteansigter og -fortørnelse. Det gik rigtig godt. Drengen i den arvede blazer trak mig lidt i pluskæben og sagde: Undskyld, men min penis teede sig uforudsigeligt på Deres toilet, vil De venligst ved snarlig lejlighed skrabe min DNA-profil af Deres loft? Der kommer sandhedsstråler ud af min negl, når jeg peger, som nu på en skive bark med din hårfarve. Det kan jeg godt lide, siger man, for man ved af erfaring, at så behøver man ikke sige mere. Denne maliciøse ironi. Hvilken? Den pedantiske harme, et momentant opblussende dissens-bål; det var sandt, da jeg selv tænkte mig frem til det blandt snoge i ødemarken, det er pinagtigt når I alle er så dovent enige med mig. Nå, du er alligevel ikke? Udråber af egen person, et frontalt jeg, altså. Helt opstemt ved udsigten til at modtage egne postkort.

Ditët e Naimit, Reportage fra en poesifestival

For ni år siden deltog jeg i poesifestivalen Dïtet e Naimit i Tetova i Makedonien. Der er to kendte festivaler i Makedonien, den største i Struga, makedonsk orienteret, den kristne kulturkreds, og så den mindre i Tetova, Albanien orienteret, muslimsk kulturkreds. I det mindste har jeg forstået det sådan. Der synes heller ikke at være god stemning imellem dem. I det mindste har jeg opfattet det sådan. Jeg har været begge steder. Men det er efterhånden nogle år siden, måske det hele er forandret. Da jeg søgte efter noget andet i mit rod af dokumenter, stødte jeg på nogle dagbogsnotater fra dengang jeg var i Tetova. Tilsammen en reportage i den voksende litterære tradition for den slags, nemlig Oplæsningsrejsen. Den slags ender undertiden i mørket, således også denne, hvis ikke i det totalt absurde. Poesien er ikke sjældent underordnet, den er alibi for noget andet, men for hvad?

Læs resten