Jakob Hansens Litteraturfestival 2015

Den 14.-16. september løber Jakob Hansens Litteraturfestival af stablen for anden gang på Bornholm. Jakob Hansen var en lokal forfatter, der døde 1909, og inden da blandt andet nåede at oversætte Poe til dansk. På indersiden af den antologi der er lavet i anledning af festivalen og som udkommer den 1. august, citeres der kosteligt fra et brev fra Hansen til Martin Andersen Nexø. “…jeg vilde jo alligevel gærne have Negl i en Forlægger – – Penge! Penge!” blandt andet. Det er forfatteren Dennis Gade Kofod der er med til at stå for festivalen og altså også for antologien, som jeg lige har læst, og hermed anbefaler.

Antologi til Jakob Hansens litteraturfestival 2015

Antologien rummer spritnye tekster, skrevet til lejligheden og alle specifikt med Bornholm eller en ihvertfald en ø-situation in mente. Teksterne kommer fra Peter Laugensen, Mette Moestrup, Lars Skinnebach, Pia Juul, Iben Mondrup og Harald Voetmann, der alle deltager i årets festival.

Læs resten

Tag en tudekiks, mand!

Henrik Rasmussen optræder her som gæsteskribent på Promenaden, med en tekst om kønsstereotypier i og omkring dansk litteratur lige nu. Han har skrevet monografier om Lorca og Gide og har været medredaktør på Gads Litteraturleksikon. Tidligere på året romandebuterede han med Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her.

– MGS.

For nogle uger siden skrev jeg en tekst om stereotyper i kønsdebatten, især om hvordan mænd bliver stereotypificeret i den offentlige debat uden at nogen løfter et øjenbryn eller stemmen for den sags skyld. I modsætning til de kvindelige stereotyper der konsekvent bliver modsagt, og heldigvis for det.

Så dukkede Mette Høeg op og underløb min pointe: at der var ting man ikke længere kunne sige om kvinder, men godt om mænd. Touretteagtigt sagde Mette Høeg alt det man ikke kan sige. Min første tanke var at mit indlæg var blevet umuligt. Men nu prøver jeg alligevel at sige noget om fremstillinger af manden og maskulin følsomhed i litteraturen, og til at begynde med vil jeg springe tilbage til romantikken.

Den unge Werthers lidelser er en romantisk klassiker. Johann Wolfgang von Goethe udgav sin roman om Werthers stormende forelskelse i 1774. Romanen er en fortælling om en følsom ung mand der går til grunde i dyrkelsen af sin lidenskab, og bogen viser hvordan følelserne kan tage magten fra et menneske, hvordan de i værste fald kan lede til dets undergang. Læs resten

25. juni 2015

I et par år – hvis det varede så længe – gik jeg til Ju-Jitsu, i Vallensbæk, nabobyen, jeg var ikke særlig god til det, jeg nåede at få gult bælte. Det foregik om aftenen og indimellem, efter træning, var der lang tid mellem busserne; jeg stod tit og ventede dér, en time på Vallensbæk station, alene, i DSB-ventesalen hvor der ingen stole og ingen mennesker var. Som voksen har jeg spekuleret over hvorfor jeg ikke bare cyklede, der kan ikke have været mere end 5-6 kilometer; måske det skyldtes dovenskab eller mere enkelt, mere uforklarligt: at det slet ikke forekom mig at være en mulighed. Jeg må have været 10-11 år. Nabobyen var en anden planet. Engang cyklede jeg med en ven de cirka 12 kilomenter fra Albertslund til Zoologisk Have og tilbage igen; det er jeg stadig på en underlig måde stolt af. Det var et eventyr. Ventetiden var træls, men også forbundet med en vis glæde – i hvert Læs resten

Skyggen over en film

Forleden var jeg i biografen og se Laurits Munch-Petersens film ”Skyggen af en helt”. Jeg havde glædet mig helt vildt. Gustaf Munch-Petersens digte læste jeg som ganske ung, de havde og har stor betydning for mig, og jeg husker at jeg dengang også tænkte på, hvordan det mon måtte have været, at være i hans enkes sko. Filmen præsenteres som en dokumentarfilm, der handler om, hvad der egentlig skete med den unge kvinde, mor til en og gravid med nummer to, Lisbet Munch-Petersen, efter at hendes ægtefælle, digteren Gustaf Munch Petersen den 7. november 1937 forlod familien i Gudhjem tidligt om morgenen, kun efterladende en seddel på bordet om, at han var draget ned for at kæmpe i den spanske borgerkrig, hvorfra han som bekendt aldrig kom hjem igen. Læs resten

Uddrag af Thomas Bernhard: Gamle mestre

Faktisk minder Stifter mig gang på gang om Heidegger, om denne latterlige nationalsocialistiske pludderbuksesmåborger. Har Stifter på mest uforskammede vis gjort den høje litteratur til kitsch, så har Heidegger, schwarzwaldfilosoffen Heidegger, gjort filosofien til kitsch, Heidegger og Stifter har hver især på hver deres måde gjort filosofien og litteraturen til håbløs kitsch. Heidegger, som krigs- og efterkrigsgenerationerne halsede efter og som de overdængede med modbydelige og stupide doktordisputatser allerede mens han levede, ser jeg altid sidde på sin schwarzwaldbænk ved siden af sin kone, som i sin perverse strikentusiasme uafbrudt strikker vinterstrømper til ham af den uld hun selv har klippet af deres egne heideggerfår. Jeg kan ikke se Heidegger på andre måder end på bænken foran sit schwarzwaldhus, og ved hans side konen, som hele livet har domineret ham totalt og strikket alle hans strømper og hæklet alle hans huer og bagt hans brød og vævet hans sengetøj og selv flikket hans sandaler sammen. Heidegger var et kitschhoved, sagde Reger, ligesom Stifter, men dog langt mere latterlig end Stifter, der jo faktisk var en tragisk fremtoning til forskel fra Heidegger, der altid kun var komisk, lige så småborgerlig som Stifter, lige så ødelæggende storhedsvanvittig, en foralpesvagtænker, tænker jeg, lige den rette til den tyske filosofigryde. I årtier har de alle med glubende appetit spist Heidegger med ske som ingen anden og fyldt deres tyske germanist- og filosofmaver med det. Heidegger havde et almindeligt, ikke et åndfuldt ansigt, sagde Reger, var et helt igennem uåndeligt menneske, blottet for fantasi, blottet for sensibilitet, en urtysk filosofidrøvtygger, en uafladelig drægtig filosofiko, sagde Reger, som græssede på den tyske filosofi og i årtier lod sine kokette kokasser falde i Schwarzwald. Heidegger var så at sige en filosofisk ægteskabssvindler, sagde Reger, som det lykkedes at fordreje hovederne på en hel generation af tyske humanister.

Læs resten

Tania Ørum

Jeg var meget glad for at være med til at fejre Tania Ørum, der til sin egen overraskelse (og i hvert fald også min) fyldte 70 år, på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet her for et par fredage siden. Det var også en fejring af litteraturen som sådan og en understregning af, at interessen for og arbejdet med litteratur er godt at dele med andre. Tania holdt tale, en lille, nyere dansk universitetshistorie, den har Promenaden fået lov til at bringe:

Det er underligt både at blive 70 og at holde op på IKK, Læs resten