Ung bølle kommer for sent

Young Thug kommer for sent til optagelserne. Faktisk kommer han aldrig. Dvs. han kommer, mange timer senere end lovet, men forlader ikke sin bil. Instruktøren, Ryan Staake, kalder det en katastrofe. Jeg har læst forskellige interviews med ham. Her + her.

Staake – hvis første ide til videoen var at veksle 100.000$ til 1-dollar-sedler og filme dem brænde – får ros for den video han ender med at lave efter en kikset dag på settet.

Læs resten

Flygtningedigt

(efter Tu Fu, Georg Johannesen og Øyvind Berg)

 

Kald mig den fremmede, den nyankomne, gamlingen

ham med langt hår, ham med hvidt hår

ham der altid går foroverbøjet

og ligner en der leder efter noget

ham der står foran teltet når det sner

i badesandaler

 

Tal om mig og sig: han er forvist for altid

han ejer ingenting, han hoster når det blæser

han er for tyndt klædt på til vores klima

Dette var min sang: min hvide ånde

Hollandske og flamske litteraturtidsskrifter lige nu

Promenaden-servicen holder aldrig op – med en udviddet nogenlunde oversigt over hvad der findes af tyske og østrigskefinskedanske, svenske og norske litteraturtidsskrifter lige nu, hvis vi tager det hele med –  igen har den uforlignelige Erik Højer sendt os denne liste, nu over nederlandsksprogede litteraturtidsskrifter. Tak for den!

Således til almen oplysning:

Hollandske

armadawereldliteratuur.nl

Awater

Ballustrada

boekblad.nl

De Boekensalon

BoekieBoekie

Læs resten

White Sulphur/Svolvstikkedrengpigen

Sønder-google-oversat (frem og tilbage mellem diverse sprog) version af Den Lille Pige med Svovlstikkerne. Forslag til oplæsning i julen.

 

Det var forfærdelig koldt. Og sner! Og begyndte at blive mørkt om natten, og det var den sidste nat i året, natten til nytårsdag. I den kolde, kolde mørke, og han gik på vejen, barhovedet, barfodet. Du skal være hjemmesko, da han flyttede hjemmefra, men hvad ville du gøre? Det var en meget stor hjemmesko, og blev brugt i fortiden, og hendes mor er så stor, at det har mistet pigen, når glasset med to biler for at undgå fortidens frygtelige stærkhed. En tøffel findes overalt, simpelthjen, og den anden var en dreng at arbejde med. Han sagde, at brugen af ​​basen, da han var barn var da han var barn.
Han havde en kæreste, barfodet, som var rød og blå af kulde i den gamle gård har gjort mange gange, og har dem ved hånden. Ingen købte hver dag; gav ikke en øre. Sult og frosne, jeg gik og kiggede ikke, den stakkels lille ting! Sne faldt i det lange blonde hår, der krøllede på hans skuldre er meget smukt, men ikke gider, det gides ikke! Hver skinnende lys i vinduerne, og så meget forfriskende duft af ristning af gæs på vejen. Det var en nytårsaften, ja, jeg huskede det nøjsomt.

Læs resten

Promenaden

Den utrættelige Erik Højer har sendt os denne oversættelse af Johannes Edfelts Ådernät (1968) – vistnok som en metakommentar til Promenadens dvaleagtige væren. Here goes:

Han kender ikke til noget bedre sted for sin aftenpromenade end det store stadion. Tribunerne står tomme. Højttalerne som udbasunerede resultaterne, hæver sine sorte tragte mod himlen. På et par af dem har en fugl slået sig ned, en krage eller en allike. Lægterne som for ikke så længe siden bøjede og gav efter for det ophidsede, ja nærmest vanvittige publikums trampen, hviler nu udmattede efter alle disse anstrengelser. Hvor stille er det ikke her, hvor råbene rungede så øredøvende! Hvem vandt? Det har de fleste allerede glemt; og for ham er det komplet ligegyldigt. Med næsten lydløst glidende, nærmest lidt dvælende gang promenerer han hen over sportspladsen, som glinser efter regnen. Når han har gået nogle omgange, begynder stjernerne at tændes, og snart reflekteres månen i den forladte arenas spejllignende oval.

Et eksperiment i temposkift

Her kommer endnu en anmeldelse skrevet ifm. et kursus i Anmelderi på Institut for kunst og kultur, KUA. Anmelderen er Agnethe Lund Holm

Norske Tomas Espedals værk Ly er blevet oversat til dansk af Andreas Vermehren Holm og udgivet på hans forlag Virkelig. Dette miniværk indeholder en række poetiske fortællinger om bevægelse; om fart og stilstand i det menneskelige liv. Om bevægelsen som mål i sig selv, og bevægelsen som middel til at komme frem til et konkret eller et abstrakt mål. Om den fysiske bevægelighed – fryden ved at køre hurtigt i bil; om systemernes og samfundets abstrakte bevægelighed i tanker om fortidens revolutioner eller forfatterens mulighed for at skabe en skrivebordsrevolution. Læs resten

Brev til Andreas

 

img_4367 img_5604 img_3826-1 img_3825-1 img_3801-1 img_3791-118/11 2016, Møllegade

Kære Andreas,

Vi henvender os i anledning af FRYDEN, den digtsamling der er udkommet på Gladiator i efteråret 2016. Vi henvender os i anledning af de digte, der er samlet i en bog af guld, der har fået titlen FRYDEN.

Vi har fået til opgave at anmelde et værk, og egentlig var det ikke dit værk, vi ville anmelde, men da vi stod i boghandlen, åbnede vi tilfældigvis FRYDEN. Vi så, at du nævnte Clarice Lispector og Kirsten Thorup på den første side, og det var et tegn, tænkte vi. Vi brugte 150 kr. på at købe din bog, og det har undret os, om der i forbindelse med købet er opstået en forventning om at forstå noget. At få noget igen for de 150 kr. Det synes vi hænger sammen med den fornemmelse, man får efter endt læsning. Det virker næsten som om, at det er et programskrift, du har valgt at kalde FRYDEN. En undertitel kunne nemlig være: Hvordan skal man leve livet.

Vi lå ned og læste din bog højt for hinanden, en blanding af en begejstring og en afmagt, en fryd og en forvirring, og kære Andreas, handlede det om os, da du skrev: “For enden af køen ender han med at bestille det forkerte, hvilken lykke.”

Dine digte er delt op; noget er en ungdomsfilm, noget er erindringsglimt, noget er sætninger, der virker sande. Rejser og landlivet. De er adskilte af sorte tegninger, vi kan forstå, er tegninger, du har tegnet. Disse tegninger ligner ikke noget, eller de ligner kinesiske tegn, men vi taler ikke kinesisk. Så de fik os til at spørge hinanden, hvad betyder disse tegn? Vi syntes, de var flotte, men vi vidste ikke, hvad vi skulle stille op med dem. Sådan har vi læst din bog.

Vi har læst din bog med sand lykke, men også forvirring. Handlede det om os, da du skrev: “De sidder og ser det, jeg elsker dem langt ind i forvirringen”, da vi så de ufattelige billeder som du skaber: “Ører som blomstrende vind” eller “Tallerknerne danser i asken”. De giver os anledning til at spørge, om dine digte er en invitation? Når du skriver, din skrift er et ar, mener du så, den er et ar, du vil have os til at skære op og åbne? Andreas, med den tillid vi har til dine billeder, har du os i din hule hånd. Med digtene opstår en særlig måde for tingene at hænge sammen på, og vi forsøger at forstå denne sammenhæng som fryden.

De tekster du præsenterer under titlen FRYDEN spænder bredt. De adskiller sig fra hinanden både i stil, tone og længde. Nogle gange har det føltes nemt for os at følge, hvad digtene handlede om. Sådan er det eksempelvis i scenen fra barndomshjemmet, hvor et jeg og broderen er de sidste, der slukker lyset, efter der er blevet sagt godnat. Sorgløse øjeblikke som dette eksemplificerer den modstand din digtsamling, tillad os at sige programskrift, formidler. Og du skriver:

“Jeg påskønner det øjeblik, hvor jeg kigger op fra bogen/og ser ud af et vindue/selvom jeg også nogle gange tænker, at jeg bliver/for taknemmelig for livet/og at man ikke bør være for taknemmelig”.

For hvis vi lever for taknemmeligt, er vores eksistens måske noget, vi skylder andre. Så skylder vi nogen ikke at dø. Men Andreas, hvad betyder det?

I vores forsøg på at svare, har vi talt om lyset. Vi har talt om måden lyset falder på et krystal, at dine digte opfører sig som et krystal; noget der kan ændre sig afhængigt af, hvor lyset falder, at alt har et genskin og “alle har et genskin: modstanden er et krystal i verden.”

Mener du, at poesien mobiliserer en modstand? Mener du, at man kan insistere på fryden? 

Vi har tænkt på, at dine sætninger er som et krystals flader. Du viser os fladerne, hvordan ting kan tage sig ud, skinnende som lyspletter, men også mørke som blindgyder, en labyrint af farver genereret af lysglimt polariseret gennem krystaller. Vi forstår det ikke helt altid, vi føler, at de er en knude, vi ikke ved, hvordan vi skal løsne. Det fryder os at forestille os, at der findes en modstand i din skrift, en modstand mod at blive afkodet. Det fryder os at tænke på, at dine digte latterliggør vores forsøg på at knække en nød – at de latterliggør vores afmagt.

Men Andreas, vi kan forstå at dine digte handler om lykke. Vi læser en sætning: “Jeg mener, at stalddøren knirker./Hvad jeg mener med søster er sol og skygge, når de ordner sig på jorden – når de fletter sig med og forjager hinanden, og alt lægger sig ned hos noget andet.”

Det er som om, at der i dine digte er en insisteren; en insisteren som en fryd og en insisteren på fryd.

jeg elsker Mandelstams linjer/om kun at ville læse børnebøger/og have barnlige tanker/og jeg tror på den kærligheds vigtighed//jeg ved at vi ikke har prøvet at leve sådan endnu”.

Er det kærligheden, Andreas, er det kærligheden det hele handler om? Er det en insisteren på kærlighedens vigtighed, en kærlig naivitet som et kampskrift for hvordan vi skal leve?

Hvordan skal vi leve for 150 kr.?

En ikke alt for taknemmelig hilsen
men dog hengivent,

Mette og Fine

Ilse Aichinger: Dårlige ord

fra prosasamlingen “Schlechte Wörter” (1976)

Dårlige ord

 

Jeg bruger ikke de bedste ord mere nu. Regnen, der styrter mod vinduerne. Før i tiden ville jeg være kommet på noget helt andet. Det er nok med det nu. Regnen, der styrter mod vinduerne. Det er nok. Jeg havde i øvrigt lige et andet udtryk på tungen, det var ikke bare bedre, det var mere præcist, men jeg har glemt det, mens regnen styrtede mod ruderne eller gjorde det, jeg var i færd med at glemme. Jeg er ikke særlig nysgerrig efter hvad der vil falde mig ind ved det næste regnvejr, ved det næstmildeste, næstvildeste, men jeg formoder, at én vending vil være nok til alle regntyper. Jeg vil ikke tage mig af, om man kan sige styrte, når den kun berører ruderne svagt, om det så ikke er for meget sagt. Eller for lidt, når den er i færd med at slå ruderne ind. Jeg lader det blive ved det nu, jeg holder mig til styrte, resten må andre bekymre sig om.

Læs resten