Gabriel García Márquez 1927-2014

Cien años de soledad eller 100 års ensomhed er stadig stadig 100 års ensomhed. Cien años de soledad eller 100 års ensomhed er stadig stadig uovertruffen og uforglemmelig og novellerne er skarpe og bizarre journalistikken i top og erindringerne Vivir para contarlo At leve for at fortælle det er stadig et uforglemmeligt møde med Gabriel García Márquez og Colombia, et land som har været i krig med sig selv sådan ca. siden 1945.

Læs resten

Promenaden proudly presents: NIELS BARFOED: Tale ved Georg Brandes-prisens uddeling, d. 10. april 2014

 Initiativtageren til Kritikerlavet, vores stifter dr. phil. Jens Kruuse, var en meget imposant og meget berømt skikkelse i det litterære liv dengang. Han kunne hæve det ene øjenbryn og skue mod horisonten, så folk rystede i bukserne. Han kunne messe i artikel efter artikel om kulturens undergang. Og det havde jo sine pudsige sider, syntes vi tressermodernister. Ældre kritikere er altid en anelse komiske i de yngres øjne. Men han havde også sans for os. Det må man lade ham. Det viste sig i hans anmeldelse af Rifbjergs ”Camouflage” (fra 1961). Dengang var Kruuse midt i halvtredserne.

Vi fandt indledningen ubetalelig. Den lød: ”Jeg siger det roligt og stille: Dette er vældigt ….!”

Læs resten

Christina Dylov om Nellies bog

Nu skal vi prøve noget nyt, nemlig en forkortet og bearbejdet udgave af en universitetsopgave. Da jeg blev klar over, at Christina Dylov havde skrevet en universitetsopgave om Nellies bog, bad jeg hende om at omskrive opgaven til Promenaden. Jeg forestiller mig, at litteraturundervisere, gymnasielærere og deres elever kan bruge dette, men alle andre må gerne læse med. Tak til Christina & god fornøjelse!

Læs resten

Hvorfor jeg ikke kan skrive en realistisk roman

Takketale for Kritikerprisen 10. april 2014

 

Som de fleste sikkert har opdaget, er litteraturen ikke rigtig hjemme i sig selv længere. Jeg plejer at sige, at litteraturen er ”flyttet hjemmefra”, det lyder så smukt, så ømt (endelig er ungen ved at blive voksen …), men jeg står ved billedet, bortset fra at jeg ikke rigtig ved, hvor den så er flyttet hen.

Hvis litteraturen nu er ”flyttet ud”, som man siger, er det nærliggende at gætte på, at den er flyttet ud i virkeligheden. Hvor ellers? Men jeg må indrømme, at VIRKELIGHEDEN er et fænomen, som jeg har et noget anstrengt forhold til, for jeg har en mistanke om, at man dermed mener VORES VIRKELIGHED. At man udgår fra en forventning om, hvordan den ser ud, og hvem der en del af den, hvorfor den overhovedet er der, og på hvilken måde den bedst lader sig gengive.

Væsen, formål, repræsentation – det hele er givet på forhånd.

Læs resten

AA – en gætteleg

Politiken har startet en ret sjov leg, Anonyme Anmeldere, den kan man lege her, hvis man altså ikke allerede har gjort det.

De sidste efterårssemestre, hvor jeg har undervist i Anmelderi på KUA, har vi også leget den leg – og bl.a. diskuteret om 1 års anonyme anmeldere med samt forfattere måske kunne få nogle af arierne, dårligdommene og automatreaktionerne i avisanmelderiet til at forsvinde. Legen på kurset bestod i at blande de studerendes anmeldelser af en aktuel udgivelse med dagbladenes ditto. Vi gættede ind imellem forkert.

Og så har jeg lige genlæst anmeldelserne af Nellies bog i en anden sammenhæng – og blev rasende, da jeg læste disse ord under overskriften ‘For inderkredsen på Parnasset’:

“… hvilket kunne lede tanken hen på en kvindelig ordblind HF-elev, men den skal man nu ikke være sikker på, for Nellie er en mand – eller er hun?”

Citatet kommer fra anmeldelsens første afsnit, sammenhængen kommer her:

“Niels Frank er mest kendt for sine digtsamlinger, men med » Nellies bog « debuterer han som romanforfatter, og det er ikke nogen helt almindelig debut, det er en roman, som ikke lader sig anmelde efter gængse kriterier. Allerede omslagets udseende » advarer « en om, at der er noget usædvanligt på færde: det er grøn-og hvidstribet som pogeskolens stilehæfter, hvori man øvede retskrivning og tegnsætning. Når man åbner » hæftet « møder ens blik så en mere end monstrøs ortografi: » den begyndt med en Limussin stopet op og stølven trædder ud, med lædderstølver, Jeg ka siig, Jeg, har da aldrirg set noget lignene … « Det er romanens fortællerstemme, Nellie, der udtrykker sig sådan, hvilket kunne lede tanken hen på en kvindelig ordblind HF-elev, men den skal man nu ikke være sikker på, for Nellie er en mand – eller er hun? Nu bliver det rigtig kryptisk.”

Der er virkelig meget, der irriterer mig allerede her. Hvad er gængse kriterier? Og “advarer” i anførselstegn, hvad vidner det om? Det vidner om, at anmelderen ikke gad at finde det præcise ord for det, høn mente.

Men hvad får man ud af hidse sig op her så længe efter, at anmeldelsen blev bragt? Nok ikke meget, men en gætteleg kan man da opfordre til.

Hvilken anmelder?

Hvilken avis?

Her kommer sidste del af anmeldelsen – hvis det er en hjælp:

“Ja, hele bogen kunne opfattes som en joke, og nej, læseren ved ingenting eller han bliver i hvert fald belært om ikke at tænke traditionelt i forhold til litterær æstetik og om ikke at begrebsetikettere. Undertegnede vil dog ud fra Nellies afhængighed af filmmediet vove at hævde, at der er tale om en art hyperrealisme, altså virkeliggjort fiktion og fiktionsgjort virkelighed. Romanens ærinde må være af ren intellektuel art. Form synes at være nøgleordet for en diskussion af litterær æstetik, af kunstens muligheder og begrænsninger, en diskussion, der gør op med de vaneforestillinger, vi har om den gode roman og dens ortografi. Også den almindelige skelnen mellem god og dårlig litteratur, mellem det trivielle og det eksistentielt tunge, synes at skulle have et skud for boven. Således bliver det mest af alt en bog for » inderkredsen « på Parnasset.”

Stegt og knust

Jeg var til møde i det nye parti i går. Vi var kun mig. Lang dagsorden. Lange taler. Jeg skrev nogle stikord ned. “Hvordan det apokalyptiske perspektiv fodrer og sanktionerer apati”. Ordet “apatifodrende” blev brugt en del gange, måske for mange. Et hidsigt indlæg i samme boldgade: “Fra paralyse til pyroløsning?” Jeg talte relativt selvforglemmende og truende om de middelalderlige fem-domstole, om fjern- og privat justits. Men trods det strunke raseri var der alligevel noget dybt nedslående over arrangementet. Som i de situationer, hvor  ingen toner lyder OG man er tonedøv. Fuglene fortsatte udenfor deres modrevolutionære pippen. Vi var indenfor, i samme rum som vores selvdefinitioner, hvilket nemt bliver akavet. Nå, indigneret allround, begyndte vi at brænde fra ekstremiteterne og ind. Vi skrev af gammel vane læserbreve, gennemornamenterede af frustration, deriblandt fx et mistillidsvotum formet som en arabesk, men vi sendte dem nu ikke, vi ville ikke fraternisere med NOGEN. Jeg minder mig godt nok nogen gange om dig, men så giver du dig nemt til at tale om, at højhuset skygger for sin udsigt, eller noget andet lavintenst. Solkongen var på Facebook med kæmpetommel, blev vi enige om, og udvejsløsheden havde fået sig en ny metafysik, det var en tungtåndende rigdom af såkaldt nutid. Så blev der ringet med klokken, nærmest kompensatorisk temperamentsneutralt, og vi istemte det nye råb: Alt er ved det gamle på en ny og uforståelig måde. Det er ligesom at tildele sig selv lidt mere snooze, man laver indre laguner i brystet, varme, dyssende. Men det kunne vi nemt sidde og sige, det blev i det hele taget lidt indebrændt det hele, hvor var den anarkiske trods feset hen? To enjoy a drug one must enjoy being a subject, sagde en vi havde ved hånden så. Det var vel totalt offtopic, men en god udtalelse at slutte på. Faktisk var vi som en frikassé, der ligger og drømmer om endelig at få verden at se for enden af grydeskeen. Så råbte jeg Bon Appétit.

Kritisk kommentar/ Theis Ørntofts Digte 2014

Jeg synes – og Promenaden er et udmærket sted, at synes noget – at Theis Ørntofts Digte 2014 rummer mange gode, klare og grumme ting, sætninger, billeder og allerede celebre linjer såsom ”dj flydende noiagratin/spil hellere vof vof på din hundeguitar/dj hvordan fuck går det i hundene/dj kødklaver på skakternede gulve ”, men det er da ikke verdens første Apokalypse. Det skulle man ellers tro, når man læser de begejstrede anmeldelser af bogen over hele linjen, som om det var første gang at en digter maler solen sort.

Læs resten