Søges:

aflastning af hoved. Søges: afløsning af hoved. Nej, jeg laver bare alvor med dig. Du er så lalleglad, når du åndemaner. Din iriskaffe er en skøn drik, det indrømmer jeg, med den sønderhakker jeg søvnen. Dér var endelig en salatfabrik, der ville ansætte mig. Natportier og udbredt hygge i Camp Futility. Da jeg udvikler kvalme ved det trykte ord er jeg begyndt at messe indenad. Jeg ved ikke hvorfor det minder mig om generøs inkompetence, men du ved hvad jeg mener: Man får lige en kæmpe portion som kompensation for at det smager af bræk. Et anticrescendo inde i et crescendo, yderst raffineret. Så ligger jeg der og føler mig gennemskuet af g-mol. Og savner g-mol, som futteralet savner blokfløjten osv. i den dur. Mørket fylder godt og selvbevidst rummet, man kan mærke på det, at det er undsluppet en freske. General Hvidbonde, hvad søger De dog her? Jeg kan ikke finde ud af om jeg er vred på dig eller om jeg er vred på alt og alle. Er det ikke et lykkeligt tilfælde af et både-og inde i et falsk enten-eller, general? Jo, det skyldes nok Misbilligelsens Magnet, den pulserer i mig. Jeg afleder gerne Deres opmærksomhed, hvis det kan hjælpe, eksempelvis ved at være usynlig, anonym og død. Var det noget? Åh, er vi kommet til syntesen allerede? Skal jeg svare og tage elegant afsked nu? Så tag med mig til min datja, jeg inviterer på valnødder. Det skal regne på det turkis havebord. Vi skal sidde derude og gå i opløsning, jeg i min generalpyjamas, du i dit antræk. Vandet svede i snebunkerne langs træhuset, det kan vi lugte. De fire lufthuller imellem mine fingre vil også være min hånd, men virke nye hver gang. Og vi kan tillade os at se et lille pindsvin, med et avisstykke mellem piggene. Hvad står der, lad mig se, super, tak for hjælpen!

Facing reality

I Flügger i går bad jeg om et farvekort, det fik jeg. Var ikke klar over, at den genre har udviklet sig til at være trendforskning, at jeg fik selve tidsånden 2014 oveni.

Hovedoverskriften er “Facing reality”, “Lederen”, kan man jo kalde den, lyder sådan her:

“Bevægelsen, som bringer os fra den ene tidsånd hen imod en ny, foregår gradvist, usynligt. Små ændringer i vores adfærd og holdninger flytter umærkeligt grænserne. I Flügger holder vi opmærksomt øje med de små tegn. Vi registrerer dem minutiøst og forvandler dem hvert år til en ny fortælling, som fanger tidens farvetendenser.

Sidste år kredsede vi om at fejre tilværelsen med et stort JA. Vi lukkede øjnene for bekymringer og økonomisk utryghed. Vi dyrkede den umiddelbare glæde og nydelse. Vi havde brug for at lukke øjnene og drømme os til en bedre verden. Dette begynder at virke lidt overfladisk på os nu.

Vi er med andre ord blevet “realister”. Lysten til at engagere os har vi genfundet både i de små og store emner. Handlinger er mindst lige så vigtige som holdninger. Opmærksomheden kredser omring nære forhold, som vi rent faktisk har indflydelse på. Samtidig oplever vi en ny åbenhed og nysgerrighed ud mod den store verden. Vi opfatter os selv som stærke individer, men forstår også vigtigheden af at være en del af et fællesskab. Langsomt og vedholdende er der opstået et dybt behov for at se virkeligheden i øjnene. Forholde os konstruktivt til den.”

Anbefaling, til de lange vinteraftener osv.

hids_jer_lidt_ned

Hans Otto Jørgensens nye noveller er mesterlige; eller ikke kun novellerne i sig selv, men bogen som et hele, som en bog. Prosastykkerne væver sig ind og ud af hinanden, eller vælger netop ikke at gøre det, der er mange forskellige slags tekster, de fungerer netop som et væv, og det der forbinder dem er ikke kun at de er blændende skrevet eller at der er meget død og armod og nøgent liv i dem; det er en form for sandhed eller hårdhed, der sætter dem sammen. Med det mener jeg, at jeg i tekster virkelig har haft en af de der sjældne oplevelser; som at se direkte ind eller ned i noget, som selv at blive set, som man kan have det med det bedste man læser. At det ikke bare handler om noget, men selv, i meget høj grad, er noget; et stykke virkelig eksistens der udfolder sig. Jeg startede ellers min læsning med at være træt – den Jørgensenske figur par excellence, vel egentlig udviklet af Christian Skov, Hein dør er min favorit, men forfinet hos Jørgensen. Det der med at det er i ham og at det er den hest. At sætningerne stopper og begynder igen. Midt i noget. At de begynder med at. Det er sådan det nu er med det. At man synes man genkender den stil. Men sådan fortsætter det ikke, gudskelov, det er langt fra blot at være stil; alle anmeldelserne bider mærke i det forførende sprog, og en anmelder som Lars Handesten giver sig gudhjælpemig til at efterligne stilen i sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad, istedet for blot at citere fra bogen. For selvfølgelig kan han ikke ramme den tone, det bliver til parodi og det har vel næppe været meningen. Og nu gør jeg så det samme ovenfor, det er åbenbart svært at lade være, jeg burde skamme mig, jeg skammer mig. Hids jer lidt ned derhenne og lad dværge komme forbi er en enorm læseoplevelse, den minder mig om hvorfor jeg læser litteratur as such og for mig at se kan der ikke være tvivl om at Hans Otto Jørgensen er en af de absolut stærkeste prosaister vi har blandt de levende i Danmark i dag.

Mary MacLane på Wall Street

I anledning af, at Mary MacLanes (1881-1929) samlede forfatterskab nu for første gang er udkommet (i bogen Human Days: A Mary MacLane Reader, redigeret af Michael R. Brown), følger her Mary MacLanes reportage om Wall Street til avisen New York World i 1902, oversat af Harald Voetmann. På dansk findes hendes debut Mary MacLanes fortælling

mary

Jeg har været en dag på Wall Street.

For den, der er på Wall Street dag efter dag, er det uden tvivl noget, der i særlig grad er nutidigt. Den, der står udenfor tummelen, ser en livstråd slidt af ælde aftegnet på de moderne stenmure.

Der er et dæmpet monotont oldtidskor, der synger dybt og sagte midt i larmen.

Der er en gammel matgrå skygge, som kommer til syne, falmet men tydelig, mellem de blændende farver.

Ånden af en urtidig skik, så gammel som, langt ældre end vekselérernes grådighed i templet. Læs resten

The Zone of Interest

I går kunne man i Berlingske Tidende læse Jeppe Krogsgaard Christensens MartinAmisudmærkede avisartikel Bøger i brand, der med afsæt i Martin Amis‘ nye kontroversielle roman The Zone of Interest, tager et kig “på skandalens, forbuddets og censurens lange litteraturhistorie.” Amis’ bog, der angiveligt er en kærlighedshistorie mellem tyskere i Nazi-dødslejren over dem alle, Auschwitz, har udløst ret forskellige reaktioner. Nogle anmeldelser har været overstrømmende, imens andre har været mere kritiske. Iblandt dem den første anmeldelse jeg læste af romanen, skrevet af  Michael Hofmanns i London Review of Books. Og ifølge Krogsgaard Christensen vil hverken Amis’ tyske eller franske forlag udgive bogen. Så bliver man jo alligevel lidt nysgerrig… Selvom Hofmanns anmeldelse nok holder mig tilbage for nu – for hvem gider at have spildt tiden med at læse nothing at all - men jeg tænkte: er der mon nogen af jer der har læst The Zone of Interest??? Hvad synes I?

Hofmanns anmeldelse begynder iøvrigt sådan her:

I read The Zone of Interest straight through twice from beginning to end and it feels like I’ve read nothing at all. I could read it again, if I thought it would make any difference. Perhaps in some strange way it’s a compliment to the book – this love story set among Germans in Auschwitz: good idea? waiting world? story whose time has come? yes? – or to its calculation, its finely calibrated scales, that what survives of it is (pace Larkin) nothing. That nothing finally preponderates, no sensation remains, no vision, no synthesis, no understanding. Amis has made everything somehow ‘come out even’: the historical substrates of the book (Wannsee, El Alamein, Stalingrad, Nuremberg, all alluded to) and its flimsy fictional superstructure; true extermination and flip invention; horrific fact and diligent if sketchy plotting. Surely it would have been wrong if either the bittersweet glow of freshly conceived romance or the grisly donnée of megadeath had prevailed: the one disrespectful to history, the other to art. And so the tawdry binary – life-death, life-death – stumbles on. It will be left to someone or other’s gorgeous music to provide either a lift or a settling for the Hollywood movie that will surely follow.

Morti Vizki-bogen

Denne her bog har taget lang tid at få udgivet, men nu ligger den sågu på Bogforum på Syddansk Universitetsforlags stand som en af de smukkeste. På søndag kl. 16.00 på SPOT-scenen i Bella præsenterer jeg bogen sammen med Pia Juul. Bagefter skal vi drikke vin med i hvert fald Michael Dam Petersen fra Syddansk, der har været bogens redningsmand – han får nok også et kram.

Her kommer forordet sammen med forside (så I kan finde den) og bagside (så I kan se hvem der er med). Udgivelsesdagen er forresten 17. nov. Læs resten

“Dansk litteratur er vildt vital”

Hurtig-Lars har selvfølgelig allerede været efter Jes Stein: Blind redaktør holder øje. Men hvor er der bare meget andet end fejlstavning af navne, der også er galt i den artikel. Nærmest det hele. Fordi teksten sådan skal slå ud med armene og mest holder sig til de generelle vendinger. Og til det nationale. Et par steder bliver redaktøren konkret: nervernes adresseDigte 2014 og så ift. Yahya Hassan, men ikke bogen Yahya Hassan. Poesien reduceres til et debatindlæg. Hvis det virkelig er sandt, at hele “det politiske liv og selve den offentlige debat blev sat på den anden ende”, så kunne det have været interessant med et bud på, hvorfor det netop var en digter, der skulle komme og gøre det. Hvis Jes Stein havde tvunget sig selv til at give et bud på, hvad det er poesien kan som et debatindlæg ikke kan. Hvad det er digterne kan som en litteraturredaktør ikke kan.

Indledningen: “På Politikens litteraturredaktion forsøger vi året rundt at skabe opmærksomhed omkring alt det, som sker i litteraturen. Det er en bred forpligtelse, men det, vi lægger allermest vægt på, er faktisk debutanterne.” siger alt og ingenting. “alt det, som sker i litteraturen” er virkelig meget, det kan man ikke mao. Derfor holder Politiken sig til danske debutanter? Eller hvordan skal linjerne ellers forstås? For debutanter er faktisk en ret overskuelig opgave. Også selv om der er mange i år.

Den svære og store opgave ville være at forpligte sig på at holde øje med de udenlandske forfattere. Og at holde øje med “alt det, der som sker i litteraturen” uden for bogmediet.

 

Debutant og fjas 2014

Læser op på debutanterne 2014 på bogforum.dk. Her står, at der er indstillet 37 skønlitterære værker til prisen i år. Forfatteroplysningerne siger vel et eller andet, jeg er bare ikke sikker på, at det har så meget med skønlitteratur at gøre. Nogle lyder næsten som en sætning fra Hvis det er, så ad den lumske vej kommer de jo så til det. “Ingen forfatteroplysninger” eller “en fortid i biblioteksverdenen” er nok de mest coole. Læs resten

Anmeldelse

****

Ny bog med titlen Sødladen revolte

Hvad handler den om? Den handler bl.a. om militant chokolade, nemlig Mars. Og dissenschokolade, nemlig Snickers, to snicker at – “make a short, quiet laugh in a way that shows disrespect”. Socialtektonisk chokolade, nemlig Twix, betwixt, det hårde, kiksfaktuelle indeni det bløde, ideologisk knasende. Når Bounty først skifter navn til Mutiny har vi balladen, men selvfølgelig kun på overfladen, lyder bogens udgangsreplik. Den plukker de lavest hængende frugter i sin egen retorik. Og skriver CHOKolade. Bogen er naturligvis også postironisk. Ironi er de privilegeredes sukken (+ sukker) står der. I en note har forfatteren skrevet: Jeg vil stå under en hæg til sommer, det vil jeg bare. Eller i det mindste ligge under den, hvis den er så lille som jeg frygter. Denne og andre lignende noter lyder som blev de spillet på sølvtrompet i lommeformat. Andre steder kan man i de langstrakte argumentationskæder få indtryk af at forfatteren fumler med at trykke sine pointer ud af et ark konsensuelle fraser. Men hvad fanden, tiden går jo med det. Hvis bøger er som kroppe er titler som operationsar, påstår forfatteren i en anden note. Har man nu skrevet en pikbog, ja, så er titelarret gerne lidt synligere end på en langstrakt rygbog. Så kan man gå til massøsen m/k og få smurt chokolade på. Det forstår jeg ærlig talt ikke og ved i det hele taget ikke hvad jeg skal stille op med denne bog, som det nok fremgår. Resignationen tager lange, lange bade i megalomani, et frustreret status quo hørmer. Forfatterjeget og dets melankolske armslængdeprincip. Det let posedannende ved at være en der oplever. Stangtennis hele livet. Samlermanier og samlerapatier. Til sidst overraskede forfatteren mig dog med et skønt kapitel om chokoladespisning i Venedig. Her møder vi stalkeren Septimus. Han søger hvad han kalder steril chokolade. Det findes efter sigende ikke, men han er upåvirket af dette. Stavrer spekulerende rundt mellem kanalerne, siger på et tidspunkt: Jeg har ingen karisma, se mig udnytte det. Krasbørstig fyr. Jeg vil være en tændstik i mit næste liv. Skide være med det: 4 stjerner!

# ABCs of Dmitry Prigov

by Natalie FedorovaNatalie Fedorova in Copenhagen

A. Series of ABCs written by Moscow poet, artist, and performer Dmitry Alexandrovich Prigov from 1980 – to 2007 will be in the focus of my today’s talk. Prigov wrote 120 such works, mostly using his typewriter. To date some 60 are available, on this website, but also in print. They date from 1980 to a publication in 2007, with by far the largest number dating to 1985 (over 40 items).

B. “But I was the first to understand the Alphabet as a strict succession of meanings, that all combined present the grandiose drama of being”, Prigov says in Preduvedomlenie to ABC 9.

Læs resten