25. juni 2015

I et par år – hvis det varede så længe – gik jeg til Ju-Jitsu, i Vallensbæk, nabobyen, jeg var ikke særlig god til det, jeg nåede at få gult bælte. Det foregik om aftenen og indimellem, efter træning, var der lang tid mellem busserne; jeg stod tit og ventede dér, en time på Vallensbæk station, alene, i DSB-ventesalen hvor der ingen stole og ingen mennesker var. Som voksen har jeg spekuleret over hvorfor jeg ikke bare cyklede, der kan ikke have været mere end 5-6 kilometer; måske det skyldtes dovenskab eller mere enkelt, mere uforklarligt: at det slet ikke forekom mig at være en mulighed. Jeg må have været 10-11 år. Nabobyen var en anden planet. Engang cyklede jeg med en ven de cirka 12 kilomenter fra Albertslund til Zoologisk Have og tilbage igen; det er jeg stadig på en underlig måde stolt af. Det var et eventyr. Ventetiden var træls, men også forbundet med en vis glæde – i hvert Læs resten

Skyggen over en film

Forleden var jeg i biografen og se Laurits Munch-Petersens film ”Skyggen af en helt”. Jeg havde glædet mig helt vildt. Gustaf Munch-Petersens digte læste jeg som ganske ung, de havde og har stor betydning for mig, og jeg husker at jeg dengang også tænkte på, hvordan det mon måtte have været, at være i hans enkes sko. Filmen præsenteres som en dokumentarfilm, der handler om, hvad der egentlig skete med den unge kvinde, mor til en og gravid med nummer to, Lisbet Munch-Petersen, efter at hendes ægtefælle, digteren Gustaf Munch Petersen den 7. november 1937 forlod familien i Gudhjem tidligt om morgenen, kun efterladende en seddel på bordet om, at han var draget ned for at kæmpe i den spanske borgerkrig, hvorfra han som bekendt aldrig kom hjem igen. Læs resten

Uddrag af Thomas Bernhard: Gamle mestre

Faktisk minder Stifter mig gang på gang om Heidegger, om denne latterlige nationalsocialistiske pludderbuksesmåborger. Har Stifter på mest uforskammede vis gjort den høje litteratur til kitsch, så har Heidegger, schwarzwaldfilosoffen Heidegger, gjort filosofien til kitsch, Heidegger og Stifter har hver især på hver deres måde gjort filosofien og litteraturen til håbløs kitsch. Heidegger, som krigs- og efterkrigsgenerationerne halsede efter og som de overdængede med modbydelige og stupide doktordisputatser allerede mens han levede, ser jeg altid sidde på sin schwarzwaldbænk ved siden af sin kone, som i sin perverse strikentusiasme uafbrudt strikker vinterstrømper til ham af den uld hun selv har klippet af deres egne heideggerfår. Jeg kan ikke se Heidegger på andre måder end på bænken foran sit schwarzwaldhus, og ved hans side konen, som hele livet har domineret ham totalt og strikket alle hans strømper og hæklet alle hans huer og bagt hans brød og vævet hans sengetøj og selv flikket hans sandaler sammen. Heidegger var et kitschhoved, sagde Reger, ligesom Stifter, men dog langt mere latterlig end Stifter, der jo faktisk var en tragisk fremtoning til forskel fra Heidegger, der altid kun var komisk, lige så småborgerlig som Stifter, lige så ødelæggende storhedsvanvittig, en foralpesvagtænker, tænker jeg, lige den rette til den tyske filosofigryde. I årtier har de alle med glubende appetit spist Heidegger med ske som ingen anden og fyldt deres tyske germanist- og filosofmaver med det. Heidegger havde et almindeligt, ikke et åndfuldt ansigt, sagde Reger, var et helt igennem uåndeligt menneske, blottet for fantasi, blottet for sensibilitet, en urtysk filosofidrøvtygger, en uafladelig drægtig filosofiko, sagde Reger, som græssede på den tyske filosofi og i årtier lod sine kokette kokasser falde i Schwarzwald. Heidegger var så at sige en filosofisk ægteskabssvindler, sagde Reger, som det lykkedes at fordreje hovederne på en hel generation af tyske humanister.

Læs resten

Tania Ørum

Jeg var meget glad for at være med til at fejre Tania Ørum, der til sin egen overraskelse (og i hvert fald også min) fyldte 70 år, på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet her for et par fredage siden. Det var også en fejring af litteraturen som sådan og en understregning af, at interessen for og arbejdet med litteratur er godt at dele med andre. Tania holdt tale, en lille, nyere dansk universitetshistorie, den har Promenaden fået lov til at bringe:

Det er underligt både at blive 70 og at holde op på IKK, Læs resten

Oplæg fra dagens debat om værdikampe

Hvilken rolle spiller forfatterens og læserens (herunder anmelderens) egen identitet (fx køn, etnicitet, seksualitet)? Er politisk korrekthed, eller eksotisering af minoriteter, problemer i litteraturen og debatten herom?

(det var de spørgsmål Niels Lyngsø og jeg var blevet bedt om at debattere i dag)

Se hvad det for et et arrangement her: http://hum.ku.dk/kalender/2015/maj/vaerdikampe/

Jeg har ikke redigeret i indlægget så det er mundtligt og sikkert med fejl – jeg læste et længere citat fra Maja Lee Langvads bog som ikke er med her)

IDENTITET OG MINORITETSPERSPEKTIVER i litteraturen

Mit oplæg falder i to dele – og jeg vil indledningsvis beklage at der ikke sidder en af de forfattere der skriver fra et minoritetsperspektiv som det handler om i dag på min plads. Jeg ville også have sat pris på at dagens program i det hele taget havde haft en mere ligelig kønsfordeling og at de spørgsmål som vi er blevet bedt om at debattere var mindre antagonistisk formuleret.

Men jeg skal forsøge at råde lidt bod på det dels ved at forsøge at beherske min polemiske åre, dels ved at inddrage tekster af forfattere som på den ene eller den anden måde har et minoritetsperspektiv – i min diskussion – og det drejer sig om Yahya Hassan, Maja Lee Langvad og Athena Farrokzhad, altså forfattere som også spillede en væsentlig rolle i den debat som kørte i 2014 – og som jeg antager er grunden til at Niels og jeg – sidder her. Den debat, der har fået navnet ”hvidhedsdebatten” og som handlede om identitet- og minoritetsspørgsmål primært i litteraturen.

 

Identitet

Se, hvad angår spørgsmålet om ”identitet” er det for mig slående at de forfattere som jeg lige har nævnt i deres litterære værk, gestalter begrebet ”identitet” på en flydende, mangesidig måde – teksterne fremstiller ikke jeg’er, der er konstitueret af en fastforankret ”identitetskerne” – hos Yahya Hassan tales der – som Niels i øvrigt så præcist har beskrevet det – med mange forskellige stemmer. I bogen tales der med en barnlig stemme, en institutionspræget stemme, en traumatiseret stemme, en racistisk stemme, en poetisk stemme, en ”Trillegårdsdansk”-stemme – og så videre.

I Maja Lee Langvads bog Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption tales der med helt overvældende mange forskellige stemmer fordi der simpelthen er så mange forskellige personer, der har fået deres udsagn gengivet i bogen – i hvert fald en 30-40 stykker. Der tales også med andre former for stemme en akademisk stemme (bogen er også en hvidbog om transnational adoption – den er fuld af noter og henvisninger til adoptionsforsking), der tales fra et dansk perspektiv, fra et koreansk perspektiv , der tales fra et datterperspektiv, fra et kvindepespektiv, fra et lesbisk perspektiv – og der tales selvfølgelig også fra den transnationalt adopteredes perspektiv.

I Athena Farrokzhads Vitsvit er stemmerne, bortset fra i bogens første tekst, flyttet helt udenfor jeg’et. Bogens greb er at gentage den samme sætningsindleder: Min mor sagde, min far sagde, min bror sagde, min mormor sagde, min morbror sagde – og de udsagn som disser ”personaer” citeres for er også uhyre forskellige – hvortil kommer at en del af udsagnene faktisk er citater fra kilder som jeget i hvert fald ikke kan være i familie med: der citeres fx fra Johanneseevangeliet, Adrienne Rich og Paul Celan. Hvis et jeg skrives frem er det et jeg der består af andres udsagn om det – det er et jeg konstitueret af en uendelig række spejle – en metafor jeg vende tilbage til.

Den ”identitet” som vi møder i teksterne er altså hele tiden under dekonstruktion.

Men det betyder bare ikke at forfatterens køn, seksualitet, sproglige, etniske eller klassemæssige tilhørsforhold ikke også betyder noget for vores læsning af deres tekster. En nomadisk identitetsforståelse, for nu at henvise til kønsfilosoffen Rosi Baidottis begreb, betyder ikke at den singulære erfaring er annulleret.

Når Yahya Hassan bag på sin bog præsenterer sig som statsløs palæstinenser med dansk pas så er det jo ikke lige meget. Bogen kunne ikke ligeså godt være skrevet af en anden person. De erfaringer han skriver om er hæftet til hans egen krop, hans egne erfaringer – og det er, tror jeg, også en del af forklaringen på bogens gennemslagskraft. Hans bog blev også læst som en slags vidnesbyrdlitteratur. Maja Lee Langvads bog har simpelthen et vidensbyrd om transnational adoption som undertitel, den er blevet til under et treårigt arbejdsophold i Korea, hvilket fremgår af bogen. Og Maja Lee Langvads bog kunne heller ikke være skrevet af en eller anden uadopteret person, der måtte nøjes med at fantaserere sig frem til, hvordan det erfares at være transnationalt adopteret. Når Athena Farrokzhads tekst reflekterer et stykkevist jeg der er vokset op i Sverige, men født i Iran (det fremgår også teksten) – er det jo heller ikke lige meget at forfatteren er vokset op i Sverige og født i Iran. Ligesom det heller ikke er lige meget for læsningen af deres bøger at Herta Müller er vokset op i et diktatur eller at Claude Simon deltog i 2. verdenskrig. Og hvis de personer som anmelder bøgerne mener at den slags personbundne og forskelssættende erfaringer er ligegyldige eller uvedkommende for værkerne er der et betydningslag i værket som de vælger at se bort fra.

Hvad angår diskussionen af anmelderens ”neutrale” position – så mener jeg ikke at en sådan findes – og jeg kan heller ikke se, hvad en sådan skulle gøre godt for. Selvfølgelig læser enhver også litteratur med sin krop og sine erfaringer og blinde punkter, det har vi allesammen. Og det kan ske at der formidles erfaringer og problemer og følelser i litteraturen, hvis eksistens man ikke kender til i forvejen, og som man derfor har vanskeligt ved at få øje på, sætte sig ind i – eller blot interesserer sig for. Man sætter heller ikke en kemiker til at anmelde en bog om pædagogik. Det er, tænker jeg, derfor en styrke for litteraturkritikken, hvis den bedrives af så mange forskellige slags stemmer som det er muligt.

Hvad kan være et blindt punkt for en litteraturkritiker som mig selv? Det kunne f.eks. handle om tekster, der dreje sig om, hvordan fordomme og racisme opleves af dem som er udsat for fordomsfuld adfærd og racisme. Og her kommer minoritetsperspektivet ind. Det er meget let at gå rundt i samfundet og opleve sig selv som tilforladeligt hjemmehørende i det – hvis man ikke stikker ud i mængden. Og her taler jeg ikke om at stikke ud fordi man farver sit hår lilla. Man kan farve håret i en anden farve. Det jeg taler om er at stikke ud med den krop som man bor i og som man såvist hverken kan eller for den sags skyld har lyst til at forlade. Det kan være en racialiseret krop, dvs en krop, der har en farve som ikke deles af flertallet i samfundet, det kan være en krop der på andre måder ikke ligner flertallets. Og hvad den racialiserede krop angår – og de ubehageligheder man kan blive udsat for fordi man går rundt i den – så føler jeg mig ikke overbevist om at de dermed sammenhængende erfaringer er specielt lette at få øje på fra majoritetens perspektiv.

Her kan litteratur der er skrevet fra et minoritetsperspektiv lære os noget om at der findes andre perspektiver end vores egne – hvis vi ellers vil lære af den. Og jeg skal give jer to konkrete eksempler på, hvordan jeg selv er blevet klogere af at læse Maja Lee Langvad og Athena Farrokzhads bøger. Hvordan jeg har opdaget et par af mine egne blinde punkter.

Jeg har – som vil jeg tro mange andre i min generation – gået i både folkeskolen og gymnasiet med børn og unge, der var adopteret fra lige præcis Korea. Nogle af dem kendte jeg også rigtig godt. Men vi talte aldrig om at de ikke var født i Danmark, selvom det var tydeligt at de ikke var det. Jeg skænkede det ingen tanker – og var det ikke også godt det samme kunne man sige. Nu var det hele så tilpasset og naturligt – hvorfor problematisere noget som tilsyneladende ikke er noget problem. Nu er sagen bare den at der var og er et problem – som ingen sagde noget om dengang – men som der heldigvis er nogen som siger noget om nu. De koreansk adopterede i Danmark er også ufrivillige brikker i et kynisk adoptionspolitisk spil fra koreansk side – man kan tale om en adoptionsindustri, hvor børnene er eksportvaren. Dertil er adopterede fra Korea ofte udsat for forskellige former for racisme. Af og til en flerstrenget racisme fordi folk ofte tror de er fra Grønland. Og i selvmordsstatistikken ligger de højere end gennemsnittet af ikke-adopterede børn. De har flere psykiske problemer, angst og depressioner. Det kan man læse om i avisen, men man kan også læse om det i Hun er vred – og få et mere nuanceret billede af situationens alvor og kompleksitet end jeg tror en avisartikel kan formidle. I bogen er erfaringen sanseliggjort – følelserne er med – som de kun kan være det i et kunstværk. Jeg læser et lillebitte stykke – hvilket ikke er retfærdigt fordi dels teksten virker ved en kumulativ effekt, men dels også virker ved hele tiden at problematisere de udsagn den kommer med ved at modsige dem i udsagn der siger det modsatte. Men altså:

Vreden kører kiastisk rundt med jeg’et – det kan være en kropumulig tilstand at være transnationalt adopteret – ”jeg vil ikke være et biologisk barn” – og denne umulighed medsamt en række fakta om adoptionsindustri som resultat af den globale ulighed først gik op for mig da jeg læste bogen her.

Et andet, for mig øjenåbnende eksempel, er fra Athena Farrozhads VITSVIT:

Bogens omslag er et spejl. Men det er Korintherbrevets uklare spejl. Som jeg har nævnt er jeget stykkevis og delt. Men spejlet udenpå hænger også sammen med et andet af tekstens spejle, der tematiserer hvem og hvad der bestemmer, hvad man ser, når man spejler sig:

Min far sagde: Din bror barberede sig inden skægget begyndt at vokse

din bror så terroristens ansigt i spejlet

og ønskede sig et glattejern i julegave

Disse linjer stak gjorde et dybt indtryk på mig første gang jeg læste det, og det gør de stadig. For det spejl som broderen ser sig i, hænger ikke bare over håndvasken på badeværelset, det er det spejl som han møder det øjeblik han går udenfor døren i fx Sverige eller Danmark.

Hvis unge danskere som har “et mellemøstligt udseende” gror hipsterskæg ligner de terrorister i samfundets spejl.

Den såkaldte ”hvidhedsdebat” opstod fordi mange mænd reagerede imod at blive kritiseret for at have blinde punkter, der var forbundet med deres priviligerede status som hvide mænd. Men det forbandede og åndssvage ved debatten var jo at ”hvide mænd” ikke er en række navngivne anmeldere, selvom det blev opfattet sådan, det er en position man kan indtage – eller prøve på at lade være med at indtage.

Der er aldrig nogen, der ment at man fx skulle være lesbisk for at kunne anmelde en bog, hvor det at være lesbisk var centralt for værket. Det der blev efterlyst var anmeldere som var i stand til at træde ud af ”den hvide mands position”.

Måske har nogen af jer fulgt med i den dumme debat om litteratur skrevet af yngre kvindelige forfattere som pågår i disse dage – yngre kvindelige forfatteres erfaringer udpeges som mindre interessante fordi de ikke er formidlet i ”den gode histories” romanform eller de beskrives som ”navlebeskuende” fordi de tillader sig at skrive om kvinders virkelige erfaringer af krop og seksualitet. Den tekst som har startet debatten er skrevet af en kvinde – Mette Høeg – men den position hun indtager er ”den hvide mands” – og det er den fordi den vil bestemme hvilke emner der har almen interesse og hvilke som ikke har. Og så er den sexistisk, den er diskriminerende – på begge køns vegne. Mænd formodes at være letpåvirkelige i deres dom over den litteratur yngre kvinder skriver fordi de er tænker med en vis legemsdel – og de yngre kvinder formodes at bruge deres seksualitet som en form for kapital.

Hvis der nogensinde har været en hvid mand i den danske litteraturdebat så er det det debatindlæg. Hvilket forhåbentlig tydeliggør at jeg med kategorien ”hvide mænd” ikke taler om specifikke mænd – for specifikke mænd – har jo deres egne specifikke kroppe, følelser og problemer som jeg kun kan glæde mig over at de i øjeblikket bedriver autofiktiv udforskning af.

Feminismen er ikke kun for kvinder, hvis der var nogen der skulle have fået den idé. Feminismen er en utopi om at vi kan være her på lige fod med alle vores mangfoldige kroppe og kønnetheder.

Og det udsagn vil jeg lade være afslutningen på mit oplæg.

 

 

 

 

 

 

 

 

Det’ fredag, så skal der synges

… og laves ålefrikassé! Melodien er ‘Mallebrok er død i krigen’ – teksten er af J.L.M. (præsten Johan Ludvig Møller) og fra 1830. I forordet skriver forfatteren til sidst: “At fremføre noget forsvar hvorfor jeg, som dog ingen kender, har indladt mig på at skrive en kogebog, behøver jeg vel ikke; thi kan en Schiller lære os, hvorledes man skal lave punsch i sin bekendte sang: “Press die Zitronen” – kan vel også en anonymus, sans comparaison, lære, hvorledes man skal lave prinsessebudding, nemlig: 3 pægle tag af sød og dejlig fløde! m.m. Da dette lille skrift har vundet flere damers bifald, har jeg på deres tilskyndelse udgivet det i trykken. Læs resten